RAGNAROCK´s hovedudstilling inviterer dig med på en kalejdoskopisk rejse gennem ungdomskulturens historie udvikling fra 1950´erne og frem – en rejse der engagerer, aktiverer og giver sved på panden. I museets hovedudstilling møder du fortællingen om, hvordan unge med musikken har flyttet grænser og påvirket samfundet gennem nye danseformer, forbrug, politiske holdninger, stiludtryk, brug af musikafspillere og nye teknologier – og meget mere. Det handler om os, når vi lytter til musik, danser, kæmper, skaber og dyrker idoler.

Gennem interaktive installationer og aktiviteter inviteres gæsterne til aktivt at udforske den 1200 kvadratmeter store udstilling. Udstillingen er inddelt i følgende temaer:

Da musikken så lyset
Musik er også en visuel oplevelse, og lys er i dag en integreret del af det musikalske udtryk ved koncerter og festivaler, men sådan har det ikke altid været.

Dans
Flere musikkulturer er opstået på baggrund af dansekulturer, og dans har ofte været det element, der har populariseret ungdoms- og subkulturer.

Kan musikken ændre verden?
Temaet omhandler hvordan ungdomskultur og musik har gået hånd i hånd gennem tiden, og hvordan musik har fungeret som modstandsform, mobilisator og talerør for forskellige ungdomskulturer.

Musikalske strømme
I Musikalske strømme kan de besøgende gå på opdagelse i udviklingen af genrer og musikalske strømninger indenfor dansk rock- og popkultur helt tilbage fra jazzens indtog i 1920’erne.

Fandrenge og fanpiger
Idolfotos og plakater giver fankulturen et boost, og i 1960 raser Otto Brandenburg-feberen, efter at han er blevet lanceret som det første danske teenageidol. Skrig, tatoveringer, autografer, Beatle-mania og meget mere fortæller om fankultur og idoldyrkelse igennem tiden.

Den røde tråd
Den røde tråd er en digital, kronologisk tidslinje, der, med udgangspunkt i museets samling, belyser dansk rock, pop og ungdomskultur fra 1940’erne og frem til i dag.

Elektrisk intimitet
I dette tema fortæller museet historien om radioprogrammet Det Elektriske Barometer, der i mere end 30 år på DR har sat unges dagligdag, drømme og kærlighed i fokus – med musikken som omdrejningspunkt og pejlemærke.

Rotation
Vores musikoplevelse afhænger af teknologi. Dette tema fortæller om os som musikforbrugere, og hvordan vi op gennem tiden har mødt musikken via forskellige teknologier som radioen, pladespilleren, mp3-afspilleren eller streamingtjenester.

Demoteket
Demoteket er en lyttestation, hvor museets besøgende kan dykke ned i gamle demo-, live- og alternative udgaver af kendte danske kunstnere.

Jagten på den fede lyd
Musikere har til alle tider dyrket og jagtet den gode lyd. Dette tema følger udviklingen fra akustikken i kirkekrypter og badeværelser, over milliondyre professionelle studier, til DIY-musikeren i soveværelset. Ikonisk for rummet er bl.a. et ægte toilet.

Verdens største kor
Vi inviterer alle museets gæster til at deltage i verdens største kor ved at indspille en vokalbid i vores studie. Alle bidrag samles og koret vokser for hver dag som et dynamisk video- og lydværk.