Da billetsalget åbnede for MGP 2018 i Gigantium i Aalborg klikkede mange børnefamilier sig forgæves ind for at købe billet – begivenheden var udsolgt på kort tid. Men nu giver RAGNAROCK familier i Roskilde og omegn en ny chance for at opgradere deres MGP-fest og gøre oplevelsen en tak større, end den kan blive hjemme i sofa-gruppen.

På dagen for den årlige børnefest lørdag den 17. februar slår museet nemlig dørene op til en stor MGP-fest med direkte storskærmsvisning og fest i den spektakulære foyer. Allerede fra kl. 17.30 varmer vi op med workshops, hvor ungerne kan lære RAGNAROCKs egen MGP-dans, med et værksted, fyldt med materialer til at lave det flotteste MGP-bord, med danseshow med en af landets bedste dansere, den 16-årige VM-sølvvinder i discodans Ida Sandvad Nielsen, og med garanti for guldglimmer. Alt sammen ganske gratis.

For dem, der har lyst til at ’gå all-in’, er der mulighed for at tilkøbe et klippekort til gør-dig-klar-aktiviteter i timerne op til selve showet. Klippekortet giver adgang til et besøg hos vores stylister, hvor ungerne blandt andet kan få sat en cool frisure eller lagt guld på øjenlågene, og bagefter står den professionelle fotograf parat til at forevige resultatet. Med i klippekortet, der koster 50 kr., er også et bæger popcorn.

Der er desuden mulighed for at købe børnemad (frikadeller med kartoffelbåde og grønt snack), drikke, samt popcorn og flotte, alkoholfrie børnedrinks.

PROGRAM – GRATIS:
17.30 – 18.00: Vi byder velkommen på den røde løber
17.30 – 20.00: Værksted – lav din egen MGP-pynt
17.45, 18.15 og 18.45: Lær RAGNAROCKs MGP-dans
19.00 – 19.15: Danseshow med 16-årige VM-sølvvinder i discodans Ida Sandvad Nielsen
19.30 – 20.00: Optakt til showet (konkurrencer, fælles MGP-dans, sjov og ballade)
20.00 – 22.00: MGP 2018, direkte fra Gigantium i Aalborg på RAGNAROCKs storskærm
22.00: Tak for i aften

PROGRAM – TILKØB (50 kr. per person inkl. popcorn)
17.30 – 20.00 Besøg stylisten og bliv klar til MGP
18.00 – 20.00 Fotoshooting efter styling (børnene får billedet tilsendt bagefter)
PS: Tilkøbsbilletten byttes til et klippekort i billetsalget på aftenen.

PRAKTISK – TID, STED OG BILLET
Arrangementet henvender sig primært til børn i alderen 6-12 år. Børn har kun adgang ifølge med en voksen.
Tilkøb af aktiviteter eller mad er ikke en forudsætning for at deltage i festen eller opleve showet på storskærmen.
17. februar kl. 17.30 – 22.00
RAGNAROCK, Rabalderstræde 18, MUSICON, 4000 Roskilde

Gratis adgangsbillet samt tilkøb- og madbillet fås på Billetto.dk