ROCKGIGANTER OG MIKROBRYG – BEYONCÉ

Fra Destinys Child til Queen Bey! Hvordan gik Beyoncé fra en af 90’ernes populæreste pigegrupper til at blive et af popscenens allerstørste ikoner på linje med Michael Jackson og Madonna i en tid, hvor de store superstjerner er på retræte? Via musikvideoer, modebilleder og selvfølgelig hendes hits sætter dette foredrag fokus på Beyoncés transformation og forskellige roller som bl.a. sort feminist, aktivist, stilikon, sexsymbol og firstmover – samt hvordan hun har redefineret rammerne for, hvad det vil sige at være popstjerne.

Aftenens foredragsholder Nanna Balslev er musikredaktør på Berlingske og har de sidste 12 år arbejdet som musikjournalist for bl.a. Cover, Information og DR med fokus på især sort musik og popkultur. Hun kan også opleves i Københavns natteliv under dj-navnet Nannalicious.

RAGNAROCKs succes-serie ‘Rockgiganter og Mikrobryg’ fortsætter i 2019.

Ti nye rockgiganter er på programmet, og nogle af landets bedste og mest vidende fortællere udfolder deres historie i ord, billeder og musik – og med volumenknappen vredet godt rundt. Nysgerrige musikelskere kan glæde sig til levende fortællinger om kunstnere, som har raget særligt op, skubbet grænser og åbnet nye musikalske universer.

Med til oplevelsen hører hver gang et godt glas øl, friskbrygget særligt til RAGNAROCK fra det nyetablerede, ultralokale Musicon Mikrobryggeri, som brygger øl med håndkraft og høje mål for kvaliteten. Ligesom rockens største navne har flyttet grænser i musikken, har det lille bryggeri en ambition om at skubbe grænserne for øl.

Tid, Pris, Sted

13. marts, 19-21

130 kr. Billetter købes via billetto.dk eller i RAGNAROCKs butik

RAGNAROCK, Rabalderstræde 16, Roskilde