UDSOLGT: EKSTRA – ROCKGIGANTER OG MIKROBRYG – BRUCE SPRINGSTEEN

Da RAGNAROCK ved årsskiftet inviterede til ’Rockgiganter og Mikrobryg’ om Bruce Springsteen, blev billetterne hurtigt udsolgt. Og ligesom spillesteder af og til laver ekstra-koncerter, åbner RAGNAROCK nu for billetsalget til en ekstra Rockgigant-aften, så flere får mulighed for at blive suget ind i Espen Strunks fortælling om ’The Boss’.

Han hylder håbet, fællesskabet og den amerikanske drøm – men med en konstant bevidsthed om dens barske bagside og et særligt blik for de knap så privilegerede i Guds Eget Land. Og så kan han samle titusinder på tværs af generationer, når han er i byen for at give en af sine legendariske koncerter med The E Street Band. Få – eller ingen – har som 67-årige Bruce Springsteen formået at forene folkelig appel med poetisk pondus.

I 2016 udgav ”The Boss” sin kritikerroste selvbiografi – og i dagens musikalske foredrag ’Strejftog på E Street’ fortæller forfatter og musikjournalist Espen Strunk om livet, karrieren og ikke mindst de sange, som har gjort Springsteen til en af rockmusikkens absolutte sværvægtere. Vi skal naturligvis også se og høre udvalgte arkivoptagelser med manden – og mon ikke der også bliver tid til et par ord om Strunks møde med Springsteen i London omkring udgivelsen af selvbiografien?

Espen Strunk (f. 1980) er journalist og forfatter. Cand.mag. i litteraturhistorie og siden 2007 tilknyttet musikmagasinet GAFFA. Debuterede med Bagsidesanger – en bog om Jan Toftlund og hans tid (2013) og fulgte op med Rejsende i musik – en bog om Benny Holst (2015), begge på Forlaget Politisk Revy. I 2017 fulgte Afzelius og, senest, Himlen over Brighton – Nick Cave på landevejen 2008-18 på Byens Forlag.

Tid, Pris, Sted

6. marts, 19:00 – 21:00
130 kr. Billetter købes her via billetto.dk eller i RAGNAROCKs butik
RAGNAROCK, Rabalderstræde 16, Roskilde

RAGNAROCKs succes-serie ‘Rockgiganter og Mikrobryg’ i 2019

Ti ’giganter’ er på programmet i RAGNAROCKs serie ‘Rockgiganter og Mikrobryg’ i år, og nogle af landets bedste og mest vidende fortællere udfolder deres historie i ord, billeder og musik – og med volumenknappen vredet godt rundt.

Med til oplevelsen hører hver gang et godt glas øl, friskbrygget særligt til RAGNAROCK fra det nyetablerede, ultralokale Musicon Mikrobryggeri, som brygger øl med håndkraft og høje mål for kvaliteten. Ligesom rockens største navne har flyttet grænser i musikken, har det lille bryggeri en ambition om at skubbe grænserne for øl.