RAGNAROCK Logo

MUSEET FOR POP, ROCK OG UNGDOMSKULTUR

JIMI HENDRIX - GENIET DER KYSSEDE HIMLEN

Af Erling Schliemann

Den 18. september 1970 døde Jimi Hendrix på Hotel Samarkand i London i en alder af 27 år. Et halvt århundrede er gået, og geniet fra Seattle forbindes stadig med rockguitar!

Med tre albums i 1967-68 bragede Jimi Hendrix ind i international rockhistorie. Her præsenteret med den mindre vovede version af coveret til ”Electric Ladyland” til det amerikanske marked: Foto: RAGNAROCK

Jimi Hendrix revolutionerede rockguitaren gennem eksperimenter med guitar og forstærker. I sin live optræden introducerede Jimi Hendrix den elektriske guitar som mere end blot et forstærket instrument: En genstand i rockens udvikling i retning af en performativ kunstart. Alverdens guitarister blev inspireret – i Danmark blandt andre Franz Beckerlee fra Gasolin’. Jimi Hendrix’ karriere tog fart, da Chas Chandler (tidligere bassist i The Animals) hentede ham til London i 1966. Flere prominente guitarister hørte ham spille, og Eric Clapton måtte erkende, at selvom han var Gud i Swinging London, var han ikke Gud i verden. Chandler blev Hendrix’ manager og sammensatte gruppen Jimi Hendrix Experience med Noel Redding på bas og Mitch Mitchel på trommer.

Tre rockklassikere på kort tid

Efter gennembruddet med singlerne ”Hey Joe” og ”Purple Haze” udgav gruppen et mesterværk i form af albummet ”Are You Experienced” den 12. maj 1967, to uger før The Beatles udgav Sgt. Pepper albummet. Trods ublu konkurrence på salgstallet blev albummet en del af soundtracket til ”Summer of Love”. Allerede i efteråret 67 udgav Jimi Hendrix Experience deres andet album. ”Axis Bold as Love”.

I 1968 udgav Jimi Hendrix sit grundigt bearbejdede hovedværk: Dobbeltalbummet ”Electric Ladyland”. Et mesterligt album med vellykkede eksperimenter, hvor også nogle gæstemusikere medvirkede – blandt andre Stevie Winwood på orgel. Albummets berømte cover med en gruppe nøgne kvinder skulle det amerikanske publikum imidlertid ikke udsættes for, så coveret findes i 2 versioner.

Jimi Hendrix nåede kun at udgive tre studiealbum, to livealbum og et compilationalbum, inden han døde. Til gengæld mangler der ikke udgivelser efter hans død, da hver en lydstump, han medvirker på, er udgivet i en eller anden form.

De nøgne kvinder på coveret til ”Electric Ladyland” skulle amerikanske musikkøbere ikke udsættes for. Foto: RAGNAROCK

Kongen af lyd

Jimi Hendrix skrev selv både tekst og musik, men han var også en eminent fortolker, hvilket tydeligt høres på ”Hey Joe” og ”All Along the Watchtower”. Jimi Hendrix var venstrehåndet, men spillede på en Fender Stratocaster højrehåndsguitar, så kontrolknapperne sad øverst. Han stemte ofte guitaren, så den passede til hans stemme, idet den indgik i det musikalske hele – som et instrument. Han brugte forstærkere og højttalere bygget af englænderen Jim Marshall, samt Fuzzboks og wah-wah pedal – og sparede ikke på volumen ved koncerterne.

Jimi’s sensuelle gimmicks

Jimi’s sceneoptræden var til tider voldsom sensuelt grænseoverskridende i datiden og præget af gimmicks, hvad enten han sad på guitaren gned sig op af forstærkeren eller tog guitaren om på ryggen og spillede videre. Den 18. juni 1967 optrådte han på Monterey Pop festival i Californien, hvilket blev hans amerikanske gennembrud.

Koncerten er gået over i historien – ikke mindst på grund af, at Jimi Hendrix sluttede koncerten med at sætte ild til guitaren. Lige så kendt er hans optræden på Woodstock festivalen, hvor han mandag morgen den 18. august 1969 gav en majestætisk optræden udi improvisationer bl.a. med en sønderrivende version af ”Star Spangled Banner”.

 

Jimi i Danmark

Jimi Hendrix turnerede ustandseligt og nåede at besøge Danmark fire gange, første optræden var den 21. maj 1967 i Falkonercentret. Da Jimi Hendrix besøgte Danmark anden gang den 7. januar 1968 var rygtet løbet i forvejen, så det blev til to udsolgte koncerter i Tivolis Koncertsal. De danske medier fik nu de rosende overskrifter frem i form af ”Hendrix er mester” og ”Hendrix er som født i en elektrisk guitar” m.m.

Den 10. januar 1969 vendte Jimi Hendrix tilbage og forvandlede Falkoner Centret til Electric Ladyland med lange improvisationer over nogle af albummets numre. Efterfølgende fortalte koncertarrangør Knud Thorbjørnsen, at betalingen var den højeste nogensinde betalt til en udenlandsk gruppe bortset fra betalingen til Beatles og Rolling Stones. I 1970 optrådte gruppen – nu med Billy Cox på bas – i Vejlby-Risskov-Hallen i Århus og i KB Hallen i København den 2. og 3. september, hvilket skulle blive Jimi Hendrix sidste optræden i Danmark.

Blandt de mange udgivelser efter hans død er Univibes udgivelse ”Jimi in Denmark” fra 1995. Kvaliteten er ikke den bedste, da man i 60’erne stadig optog live koncerter direkte fra rummet og ikke fra de enkelte instrumenter. Til gengæld giver optagelserne fornemmelsen af at være der, også selvom man ikke nåede at opleve en Jimi Hendrix koncert.

FLERE NYHEDER OG ARTIKLER

Historien bag musikken: Jesper Binzer

I ægteskabstermer fejrer de rubinbryllup. 40 år med kradsende kriser, langt hår og kreative processer i mange forskellige tempi. 2024 er et jubilæumsår for D-A-D, der er gamle nok til at være kommet på museum. Jesper Binzer fortæller om at finde sig til rette med nostalgien, selv om man er ramt af fremtids-tourette.

Læs mere »

Historien bag musikken: Johnny Reimar

Dukker der en tyrolerhat eller en smølf op på nethinden, når man tænker på Johnny Reimar, så er det ikke et forkert billede. Men det er langt fra hele historien om en af dansk musiks helt store stjerner. Johnny Reimar har produceret musik for nogle af de største danske navne, solgt millioner af plader og boet på hotel med Rolling Stones.

Læs mere »

Historien bag musikken: Anne Dorte Michelsen & Maria Bramsen

Den ene drømte om at lave en soloplade og leve af musikken. Den anden tog til audition for at fordrive tiden med et eller andet, mens hun fandt ud af, hvad hun ville. Drømmene og ambitionerne var vidt forskellige, men Anne Dorte Michelsen og Maria Bramsen fandt sammen og skabte nogle af 80’ernes og 90’ernes allerstørste hits.

Læs mere »

Historien bag musikken: Søs Fenger

Egentlig troede hun, at hun skulle være fotograf. Men så tumlede Søs Fenger op på en scene og ind i en karriere som sangerinde. Hun var 21 og ville prøve det hele! Siden er kanterne slebet lidt til, og gennem 40 år har Søs Fenger fundet sin stil og troen på, at hun har noget at tilbyde.

Læs mere »

Historien bag musikken: Peter Sommer

Han har spillet på stort set alle de scener, han har kunnet drømme om. Men faktisk har det aldrig været den ambition, der har drevet sanger og sangskriver Peter Sommer. Hverken det at stå på en scene eller at drive det til noget mere. Alligevel kom karrieren buldrende. Han har det godt, har fundet sin hylde, og hvis man kan høre en længsel og en sorg i hans sange, så er det nok nærmest sorgen over mangel på ambition.

Læs mere »

Vinterferie

I uge 7 + 8 er der skruet maks op på volumenknappen, når hele RAGNAROCK vibrerer med vinterferie aktiviteter.

Læs mere »

FRA RADIO LUXEMBOURG TIL TIKTOK: NY SPOTUDSTILLING LUKKER DEN MUSIKALSKE GENERATIONSKLØFT MELLEM UNGE OG DERES FORÆLDRE

Unges musik har alle dage været en torn i øjet på deres forældre. I en ny udstilling undersøger Danmarks rockmuseum, RAGNAROCK, unges lyttekultur. For hvordan opdager unge musik i en verden, hvor teknologi og platforme er i konstant forandring? Måske er de slet ikke så forskellige fra deres forældre og bedsteforældre. Måske ville Beatles også have været kæmpestore på TikTok.

Læs mere »
X