”Jeg har opdaget, der skete noget voldsomt meget med rockmusikken som det nye, store vidunder. Der sker noget nu, og jeg vil fandme være med i det – no matter what.
I Tømmerup der tilbragte jeg år ud og år ind med at stå og glo en ko ind i røven. Det var så ikke den samme ko hele tiden, men det blev ensformigt. Jeg har så ikke noget talent for hverken at synge eller at spille. Så jeg var klar over, at hvis jeg skulle være med i det game der, skulle jeg finde på noget andet. ”
En cool Fedtmule
Gasolin’ udgav deres debutalbum i 1969. De havde forsøgt at få den legendariske tegneserietegner Hergé til at lave et cover til dem. Det havde han ikke tid til, men han gav dem lov til at bruge et udsnit fra en af sine Tintin tegneserier i stedet.
Inden gruppens andet album kommer i trykken har Peder Bundgaard mødt bandets producer, Poul Bruun.
”Og det var også derfor, at jeg en skønne dag blev bedt om at tegne et omslag til selveste Gasolin’.”
For at blive i stilen fra det første album tager Peder Bundgaard udgangspunkt i et tegneserieunivers. Coveret et prydet med ”en tegneseriefigur, der tydeligvis er inspireret af Disney figuren Fedtmule.”
”Han står bare og ser cool ud, lige som om han ejer det hele. Og så er han lige ved at tænde sig en smøg. Og der er så en lille finurlig finesse der, fordi hvis man kigger nærmere på den, så vil man se at det er en joint. Det synes vi var meget rock ’n’ roll dengang. Og også meget vovet. Men vi synes selv det var dødmorsomt. ”
Studedruk, tabte trusser og en beskeden tegner
Gasserne var ofte selv involverede i produktionen af deres omslag.
Idéen til deres næste album, Gas’ 3 kom de selv på.
”Motivet er hentet fra værtshuset Andys Bar, som var en af stationerne på dødsruten engang. Dødsruten var simpelthen en række værtshuse i den indre by i København, hvor folk virkelig gik til dem med sej studedruk, natten igennem til den lyse morgen. De kom meget på den dødsrute, skulle jeg hilse at sige! Og der havde de fundet et vægmaleri, som de havde forelsket sig i.
Så Peder Bundgaard måtte ned på Andys Bar og tage et fotografi af maleriet, med den unge, blonde kvinde i centrum.
”Hun ser meget betuttet ud, som om der er sket en ulykke. Og hvis man kigger nærmere, så vil man finde ud af, at det er fordi bukseeleastikken er strøget. Hun står simpelthen med trusserne nede om anklerne. Meget pinlig situation.”
Men Peder Bundgaard er betænkelig ved at bruge billedet på omslaget. For han kan ikke finde kunstneren bag det, og afklare rettighederne. ”Tænk om nogen ville komme bagefter, og sige at de ville have en million kroner.”
”Pladen udkom stille og roligt. Der gik en måned, og der gik to. Der gik tre. Og så fik jeg en meget venlig Hr. Tage Hansen i røret. Han havde set, at der var kommet en plade med hans gamle billede på. Jeg tænkte puha, nu kommer det med pengene.”
Men Tage Hansen er tilsyneladende en meget beskeden herre.
”Han følte sig nærmest smigret. Han ville bare have to eksemplarer, for han havde to børn, så de kunne få en hver. Så sådan endte den historie.”