Hos RAGNAROCK hylder vi ikke bare lyden af musikken, men også alt det, der omgiver den: Stilen, følelserne, fællesskabet og ikke mindst billederne. For fotografiet har altid spillet en afgørende rolle i fortællingen om populærmusikkens udvikling.
RAGNAROCK er et oplevelseshus og kulturhistorisk museum i Roskilde, hvor publikum inviteres med på en sanselig rejse gennem lydsporene til deres eget liv. Vores udstillinger og events dykker ned i musikkens rolle som samfundsforandrende kraft. Lige fra ungdomsoprør og identitet til teknologi og tendenser. Vi fortæller historierne om kunstnerne, fansene, scenerne og kulturen, der har formet generationer.
Billeder med lyd
Et billede siger mere end tusind ord, og nogle gange mere end tusind toner. Fotografier af koncerter, backstageøjeblikke, ikoniske outfits og ekstatiske publikummer kan næsten larme af lyd. Det er det, der kaldes synæstesi: Når øjnene ser noget, som ørerne kan høre. For os er fotografiet en vigtig dokumentation af musikkens flygtige øjeblikke. Vi ser musikere i deres rette element, fanger energien fra scenekanten og indfanger den visuelle kultur, der er uløseligt forbundet med populærmusikken.
Musik er nemlig ikke kun noget, man lytter til. Det er også noget, man ser. Fra David Bowies glamrock-look til hiphoppens streetwear, for musikere har altid været stilikoner og trendsættere. Og det er gennem fotografiet, vi for alvor mærker denne æstetik og attitude. Derfor er det en naturlig opgave for RAGNAROCK at indsamle, bevare og formidle de mest betydningsfulde musikfotografier.
Vi har været så heldige at få lov til at udstille alle vinderne, som blev kåret i november 2025. Kom og oplev dem i museets foyer frem til marts 2026.
Museet holder lukket til d. 5. januar 2026.
Vi glæder os til at byde jer velkomne igen d. 6. januar 2026!
Glædelig jul og godt nytår!