KASHMIRS 'THE GOOD LIFE' VÆKKES TIL LIVE EFTER 25 ÅR
06.05.2024
’The Good Life’ udstillingen kan opleves fra den 13. september på RAGNAROCK. Grafik: Dennis Reindau.
I år er det 25 år siden, at det danske rockband Kashmir udgav albummet ’The Good Life’, som blæste både anmeldere og fans omkuld. Til efteråret bliver det populære album vækket til live igen – både i en spotudstilling på Danmarks rockmuseum RAGNAROCK, som fans fra i dag kan sende bidrag til, og i en portrætbog i serien ’Danske Albums’
Der er allerede gået 25 år, siden Kashmir lagde omverdenen ned med det danske rockbands tredje album ’The Good Life’ i 1999. Forsanger og sangskriver Kasper Eistrup viste et højt, internationalt format i sin sangskrivning på numre som ’Mom In Love, Daddy In Space’, ’Graceland’ og ’Lampshade’, som for alvor skaffede Kashmir en dedikeret fanskare samt et hav af priser – for eksempel løb bandet med seks danske Grammy-statuetter for albummet, hvis salgstal i dag ligger over 100.000 eksemplarer.
Til efteråret åbner Danmarks rockmuseum RAGNAROCK i Roskilde dørene til en spotudstilling om netop ’The Good Life’. Allerede fra i dag kan fans sende bidrag til udstillingen som egne minder, fotos og souvenirs fra tiden.
“’The Good Life’ er et fantastisk album, som fortjener at blive taget frem igen og hyldet. Vi ved desuden, at det er et album, som fylder meget i Kashmirs dedikerede fanskare, og vi håber derfor, at så mange som muligt vil være med til at markere albummets betydning ved at sende bidrag ind til os,” siger museumsinspektør på Danmarks rockmuseum RAGNAROCK, Rasmus Rosenørn.
Herefter fulgte en indsamling, hvor fans har indsendt alt muligt godt og forskelligt. Rasmus Rosenørn efterspurgte følgende:
”Vi leder efter alle typer materiale. Hvis man kravlede op på scenen i 1999 for at hugge setlisten eller ligefrem var en af de 50 heldige, der nåede at købe vinyl-udgaven i en hånddesignet version, så vil vi meget gerne låne dem og passe godt på dem,” siger Rasmus Rosenørn, museumsinspektør på RAGNAROCK.
’The Good Life’ er det danske rockband Kashmirs tredje album, som udkom i 1999. Albummet indeholder singler som ‘Mom In Love, Daddy In Space’, ‘Graceland’ samt ’Miss You’ og bliver til efteråret vækket til live igen i både en udstilling og bogudgivelse. Artwork: Kasper Eistrup/Nanna Bentel (Foto: Kristian Grøndahl /ROMU)
MODTAG ARTIKLER SOM DENNE DIREKTE I DIN INDBAKKE.
TILMELD DIG RAGNAROCK’S NYHEDSBREV