TREDJE DEL:
Fra Alternativby og U2 til Grøn Scene og Metallica. 1982-1990.
Af Jakob Caspersen
Læsetid: 7 min.
Roskilde Festival var veletableret og driftig i starten af 1980’erne. Arrangementet greb om sig og krævede mere og mere af de frivillige, der drev det. Med en ændring i 1986 blev vejen banet for, at festivalen kunne udvikle sig i nye retninger.
KONTAKT. Bono var 20 år gammel, da U2 spillede deres legendariske koncert på Orange Scene. Bonos energi og insisteren på opsøge publikum var med til at gøre den til historie. Den blev fuldendt, da han svingede ud over deltagerne i DR’s store tv-kran. 1982. Foto: Peder Bundgaard
TRÆT. Roskilde Festival bliver stadig brugt til at skubbe til grænser. Også for hvor mange guldøl man kan holde i sig, inden der skal en morfar til. 1982. Foto: Peder Bundgaard
SKAB! I Alternativbyen var der ikke blot plads til at se kunst – publikum blev til deltagere i en stor samskabelsesproces. Hvad enten det så var ved at male, læse et digt op eller bygge på en skulptur. 1982. Foto: Peder Bundgaard
SJOV. Humoren trivedes i bedste velgående blandt festivalens boder. De blev kørt af frivillige foreninger, som kunne tjene nogle penge til klubkassen ved at sælge mad på festivalen. 1982. Foto: Peder Bundgaard
HØJT. Metallicas første koncert på festivalen var ikke lige elsket af alle. Politikens anmelder Torben Bille rubricerede det som triviel højspændingsrock. Men publikum så nu meget glade ud. 1986. Foto: Peter Markham
COOL. Som aktualitetsfestival samlede festivalen flere og flere forskellige typer publikum. Derfor finder man et virvar af stile. Fra glaminspireret slut firser coolnees i 1988… Foto: Peder Bundgaard
LÆDER. …over punkede læderjakker og stribede t-shirts i 1981…. Foto: Peder Bundgaard
VÅDT … til paraplyer og regntøj, der smelter deltager sammen. 1981. Foto: Peder Bundgaard
”Vi har behandlet syv deltagere for abebid”
Roskilde Festival var blevet sin egen i starten af 1980’erne. Den var præget af en skæv stemning og en uhøjtidelig atmosfære med plads til det meste.
I festivalens Alternativby gjorde man fra organisationens side en dyd ud af at give et varieret tilbud om alt fra kæmpeludo over gøgl til sambaundervisning og kunstprojekter. Fx blev deltagerne i 1983 inviteret med til at bygge på en arbejdsløshedsskulptur. Den var en kommentar til samtidens stigende ungdomsarbejdsløshed. I 1983 var den mere end 18 %.
Alternativbyen bød også på et rigt opbud af græsrodsorganisationer. Navnlig venstrefløjens bevægelser var repræsenteret med fx Komiteen Salvador Allende, International Forum og Land og Folk Festival. Men der var også plads til Gospelteltet og Folkebevægelsen mod hårde stoffer.
Og så var der den skæve stemning, som deltagerne selv bidrog til. Herunder en svensk kvinde, der havde medbragt to aber.
Desværre var en af dem ikke i tophumør. En S. Damgaard kunne derfor fortælle om hvordan ”en gal abe” havde givet adskillige festivalgæster et uvelkomment minde med hjem.
Det var ikke kun atmosfæren, der gjorde festivalen særlig. Også på musikfronten var der mange gode tilbud.
”Så er det jo meget godt, vi endelig kommer til Danmark”
Omkring 1980 blev der foretaget nogle meget velvalgte bookinger til festivalen. Der kom bands, som var up and comming, men som endnu ikke havde fået deres helt store internationale gennembrud. I 1983 var Simple Minds på plakaten, og i 1979 kom Talking Heads.
Men den måske mest vellykkede booking var et purungt irsk band med en ny lyd og noget på hjertet.
I 1981 havde Leif Skov, der var medlem af festivalens bookinggruppe, set U2 på Pink Pop Festival i Holland. Her blev han så begejstret for bandets optræden, at han bookede dem på stedet til Roskilde Festival 1982.
Det blev en koncert, der gik over i historiebøgerne.
Måske ville bandet bevise, at de ikke var ”depressive og opgivende”. Det var i al fald det det indtryk mange danskere ifølge musikbladet Blitz’ journalist havde af bandet – til Bonos store overraskelse: ”WHAT??? … Oh, dear me. Depressiv— jeg troede faktisk, at vores musik udstrålede GLÆDE og en vis ukuelighed, som netop fik folk til IKKE at gi’ op. … Men så er det jo meget godt, vi endelig kommer til Danmark.”
Bono kom ligefrem med et løfte for, hvad de danske festivalgængere kunne vente sig:
”Når jeg er på scenen, kaster jeg alt, jeg indeholder, lige ud i hovedet på folk. Det allervigtigste for U2 er, at vi gi’r noget fra scenen.”
Det var et løfte han holdt.
Bandets optræden var som en lang dans på scenen, ført an af en konsekvent energiudladning af Bono. Han ville hele tiden tættere og tættere publikum. Først på toppen af pigtrådshegnet foran scenen. Til sidst flyvende over publikum i DR’s store tv-kran, som han kravlede op i. Her sang han fra John Lenons ”Give Peace a Chance”.
Det var et band, der ville nå sit publikum. Og publikum rakte armene ud.
En festival under forandring
Roskilde Festival havde vokset sig stor i starten af 1980’erne. Den var veletableret. Formen for et velfungerende musikprogram var på plads, og man formåede at understøtte en særlig stemning, der gjorde Roskilde til mere end en musikfestival.
Det hele blev skabt af frivillige kræfter. Og mens festivalen blev større og kvaliteten blev højere, ja så krævede den flere og flere kræfter. Det blev svære og svære for de frivillige at følge med.
I 1982 ansatte fonden en sekretær på kvart tid. Han skulle hjælpe med at administrere de mange opgaver. Han blev lynhurtigt overbebyrdet, og man måtte udvide sekretariatet. Enkelte frivillige begyndte også at få kompensation for tabt arbejdsfortjeneste.
Men mandskabet rakte stadigvæk ikke til at indfri ambitionerne.
Festivalen blev – og bliver – holdt af Roskildefonden, der uddeler dens overskud til fordel for børn og unge. I dag dog under et nyt navn.
Fondens formand fra 1976 – 1986, Lauritz Algreen-Petersen så tilbage på tiden i midten af firserne 30 år senere. Her var analysen klar: ”Efter 1986 havde festivalen efterhånden vokset sig så stor, at det blev nødvendigt med en helt ny styringsmåde: en større professionalisme med fastansatte medarbejdere på fuld tid til at styre organiseringen og økonomien.”
Og for festivalens fremtid var konklusionen endnu klarere: ”Uden dette skifte ville festivalerne ikke have overlevet.” Algreen havde selv fået en stor arbejdsbyrde med sin nye virksomhed, og havde ikke længere den tid, det krævede at varetage formandsposten. Derfor valgte han at lade faklen gå videre.
Nok så vigtigt, så ændrede man strukturen for hvordan festivalen blev planlagt. Tidligere fandtes der talrige arbejdsgrupper, som havde hvert deres ansvarsområde. Derfor var der mange mennesker der skulle samles, for at man kunne blive enige om de mange ting, der gik på tværs.
Nu nedsatte man istedet et arrangementsudvalg på syv mand. De fik fuldmagt til at køre festivalen. Det strømlinede beslutningsprocessen, og gjorde det meget nemmere at skabe forandringer.
Og i 1986 kom de første af en række forandringer, der fortsat præger festivalen. De næste 5-6 år udviklede den sig til at være en radikalt anderledes oplevelse. Festivalen blev professionaliseret.
Triviel højspændingsrock
”Heavy Metal fra USA med danskfødt trommeslager.”
Det var alt hvad man kunne læse i programmet om Metallica, der gæstede Roskilde i netop 1986. På trods af den noget sparsomme præsentation, så var der her tale om to nyheder. For det første, så indeholdt programmet faktisk en kort beskrivelse af hver enkelt band. Og de fleste af dem var meget længere end denne her.
For det andet, så begyndte festivalen for første gang at flirte med metalgenren. Og hvis man skal dømme ud fra publikumsreaktionerne på de forreste rækker, så var der stor tilfredshed med det valg. Særligt da det lykkedes Lars Ulrich at få overtalt James Hetfield til at tælle for på dansk til det sidste ekstranummer.
Politikens anmelder Torben Bille delte derimod ikke begejstringen af ”denne trivielle omgang højspændingsrock” der ”druknede i larm”.
DANSK. Trivielt eller ekstatisk? Bedøm selv eftermælet på Metallicas første koncert på Roskilde.
”Fortabt på en kæmpescene”
Grøn Scene var en anden blivende nyhed i 1986. I dag går den under navnet Arena. Det var en seriøs opgradering fra det tidligere Rytmetelt, og med en kapacitet på hele 15.000 gæster havde Roskilde Festival nu reelt to store scener.
Den indendørs scene gav mulighed for at skabe en mere intim stemning for bands der nok var populære, men som ikke helt kunne fylde Orange Scene ud. Det gav festivalen en langt bedre platform til at få bands i mellemlaget på besøg – og en mulighed for at skabe en bedre og i nogle tilfælde mere tørskoet publikumsoplevelse.
Grøn, der var Europas største koncerttelt, var blevet til i et samarbejde med Muskelsvindsfonden og Tuborg. Det var en forsmag på festivalens kommercielle samarbejder.
For den ekstra udvikling krævede ekstra penge. Dem fandt festivalen bl.a. ved nu at give plads til reklamer i programmet. Det var en klar afvigelse fra tidligere tiders antikommercielle tendenser. Måske var det derfor, at reklamerne først var få og lidt hengemte i 1986 programmet, hvor de første kom med. I 1987 fik folderen en stor overhaling. Nu var der både plads til farver, og hele otte reklamer mod kun to året før.
I 1987 kom der endnu en scene til, der gik under navnet Ny Scene. Med en kapacitet på 1500 skulle den give plads til at ”tidens fremadstormende unge danske orkestre får lejlighed til at spille for et festivalpublikum uden at finde sig selv fortabt på en kæmpescene.” Den ambition lå fint i forlængelse af festivalens praksis med at give plads til nye danske bands.
Siden 1983 havde festivalen inviteret en blanding af små lokale bands og mindre kendte danske orkestre til at spille på en af de mindre scener om torsdagen – altså før festivalens officielle åbning fredag. Sådan fik D-A-D fx deres roskildedebut i 1984.
I 1988 forsøgte man at tage skridtet fuldt ud, og give festivalen en ekstra dag. Det helt store trækplaster var Sting, som skulle spille på Grøn Scene. Orange ville man alligevel ikke åbne op for. Dengang kostede det en ekstrabillet. Men tilløbet til at blive til en rigtig fire-dages skulle vise sig at være endnu længere.
Først i 1990 blev Dyrskuepladsen for alvor åbnet op torsdag eftermiddag.
Fornyelser og grænseflytninger gennem 20 år
I 1990 havde festivalen ændret sig markant i forhold til hvordan den så ud i fem år tidligere. Nu kunne man bryste sig af hele seks scener, og et meget bredt funderet musikprogram. Det var en stolt festivalledelse, der gjorde status for denne 20. festival afholdt i Roskildefondens regi:
”Fordi Roskilde Festival nu gennem 20 år har formået fornyelser og grænseflytninger er den fortsat den festival i Europa, der tales om, når superlativerne uddeles – vel især fordi ambitionerne mere går på den kreative og kvalitative vækst – end på tal-rekorderne.”
Og måske er det netop den konstante fornyelse og forandring, der i virkeligheden er festivalens særkende og styrke. Ingen Roskilde er som året før, og allivel er dagens festival et resultat af årtiers forandringer og nyskabelser. Nogle af dem gik i glemmebogen, men andre lever videre, og er fortsat med til at definere den festival vi kender i dag.
Han har spillet på stort set alle de scener, han har kunnet drømme om. Men faktisk har det aldrig været den ambition, der har drevet sanger og sangskriver Peter Sommer. Hverken det at stå på en scene eller at drive det til noget mere. Alligevel kom karrieren buldrende. Han har det godt, har fundet sin hylde, og hvis man kan høre en længsel og en sorg i hans sange, så er det nok nærmest sorgen over mangel på ambition.
I uge 7 + 8 er der skruet maks op på volumenknappen, når hele RAGNAROCK vibrerer med vinterferie aktiviteter.
Unges musik har alle dage været en torn i øjet på deres forældre. I en ny udstilling undersøger Danmarks rockmuseum, RAGNAROCK, unges lyttekultur. For hvordan opdager unge musik i en verden, hvor teknologi og platforme er i konstant forandring? Måske er de slet ikke så forskellige fra deres forældre og bedsteforældre. Måske ville Beatles også have været kæmpestore på TikTok.
Er I på jagt efter sjove ferieoplevelser? Få her overblik over aktiviteter og udstillinger på Danmarks rockmuseum RAGNAROCK.
I april 2023 lancerede rockmuseet RAGNAROCK den nye talkfestival ‘Historien bag musikken – musikken bag historien’. Nu er fem hovednavne på plads til anden omgang, der finder sted fredag og lørdag 22.-23. marts 2024.
Musikeren og produceren Jan Lysdahl har de seneste 40 år været med til at forme dansk pop og rock. Bag trommesættet og mixerpulten har han samarbejdet med dansk musiks største navne. Den 5. oktober gæster han Rockgiganter og Mikrobryg på Danmarks rockmuseum RAGNAROCK.
