Men hvad kommer den så af, den dybe længsel og sorg, som man også fornemmer i teksterne? Peter Sommer lægger sig pludselig ned og konstaterer, at sofaen er blevet til en briks, og publikum stemmer i et kollektivt grin, mens han sætter sig op igen.
”Jeg har da også selv tænkt over, at jeg har en relativt let gang gennem livet, og så er det bare slet ikke det, man hører gennem musikken. Det, der kan være på en underlig måde sorgfuldt, det er egentlig, at jeg har nemt ved at være tilfreds og ikke vil have mere ud af det. At jeg ikke er mere ambitiøs. Det har jeg sat mig for at undersøge, og det er mine teksters motor. Langt hen ad vejen er det et forsøg på at opleve noget stærkere og dybere. At turde sige nogle følelsesmæssigt mere rabiate ting i en tekst, end man egentlig synes, man kunne tillade sig at gøre. Så det er sådan noget musik, der godt kunne være sunget fra en briks.”
Det ingen har lavet før
Og så alligevel kan der måske godt gemme sig en ambition et sted, selv om man stadig kan føle sig hjemme, både i Skanderborg og på Amager.
”Jeg kan konstatere, at jeg har nemt ved at være tilfreds på den side, jeg ender. Jeg har aldrig tænkt, at jeg skulle være rockstjerne, det er sket af sig selv. Samtidig er der en modpol i det ensomme tekstrum, hvor jeg kan bruge utrolig mange timer, måneder, år på at få en tekst på plads. Nogle tekster har jeg arbejdet på 9-10 år,” fortæller han og afslører alligevel en ambition om at ville gøre det godt.
”Det er ikke fordi, at man altid skal være genial. Men når man rammer noget, som man har ledt efter i 8-10 år – eller 8-10 dage – så er det vildt at ramme noget, som ingen har lavet på den måde før.”
Derfor oplever han også, at når anmeldelser beskriver hans sproglige overskud, så peger det meget godt på, hvorfor han – på trods af det, han selv ser som manglende ambitioner – alligevel er blevet ved.
”Ambitionen ligger nok meget i at lykkes med noget omkring nogle tekster. Resten er lige som bare sket.”