I marts 1965 vandt den danske pigtrådsgruppe Joe E. Carter Group ved en konkurrence titlen Danmarks Rolling Stones. Joe E. Carter Group skrev sig dermed ind i en lang tradition for kåringer af danske udgaver af udenlandske popstjerner.
Året før blev gruppen The Beethovens kendt som de danske Beatles. I 1957 blev sangeren James Rasmussen kåret til at være den danske Tommy Steele – dengang et af Europas hotteste rock’n’roll navne. Går vi tilbage til foråret 1941, var den nyeste popsensation swing- og jodlestjernen Alice Babs fra Sverige. Naturligvis gik jagten ind på at finde hendes danske modstykke. Går man på opdagelse i den danske pophistorie finder man altså masser af eksempler på danske versioner af internationale popfænomener.
Joe E. Carter Group – de danske Rolling Stones – var altså langt fra de første danskere, der blev udråbt til at være danske versioner af noget kendt. Men de blev nogle af de sidste. Kort efter Joe E. Carter Groups storhedstid i 1965 og ’66 ændrede idealerne inden for poppen sig. I stedet for at måle sig med idoler fra udlandet skulle danske musikere nu have noget originalt at byde på. Dermed havde ingen længere lyst til at være den danske version af noget.