”En sommer uden Roskilde Festival er som en vinter uden jul.” Igennem 50 år har Roskilde Festival været et af årets højdepunkter for forskellige tiders ungdomsgenerationer. Her skaber publikum et frirum, hvor unge har festet, skrålet, udfordret og formet deres identitet og skabt nye kulturelle fællesskaber. Roskilde Festival er rammen om et mulighedsrum, hvor deltagerne i en uge kan smide alle hæmninger, lukke dampen ud og udfordre egne og andres grænser. I forløbet går vi på opdagelse i 50 års festivalhistorie med start i ungdomsoprøret i starten af 1970’erne til festivalens fortsatte betydning for unge i dag. Eleverne kommer til at arbejde med fællesskaber, ritualer, identitet og grænser, når de skal udforske og opbygge deres egen festival-identitet. De kommer også til at diskutere, hvilke normer der er gældende på festivalen og hvor og hvordan sætter man grænsen, så frirummet ikke går tabt.
Forløbet understøtter følgende færdighedsmål:
Samfundsfag:
Eleven kan redegøre for sociale grupper og fællesskabers rolle i socialiseringen.
Eleven kan analysere sociale grupper og fællesskabers betydning for socialisering og identitetsdannelse.
Eleven har viden om socialisering og identitetsdannelse.
Historie:
Eleven kan forklare historiske forandringers påvirkning af samfund lokalt, regionalt og globalt.
Eleven kan forklare samspil mellem fortid, nutid og fremtid.
Læringsmål
Eleven kan beskrive, hvordan det enkelte menneske indgår i forskellige grupper og fællesskaber.
Eleven kan give eksempler på, hvordan gruppetilhørsforhold danner grundlaget for det enkelte menneskes normer og værdier.
Eleven kan redegøre for, hvordan mennesket er historieskabende og historieskabte.
Eleven kan identificere kulturelle fællesskaber på Roskilde Festival før og nu.
Eleven kan vurdere ungdomsoprøret og dets betydning for Roskilde Festival
Eleven får kendskab til Roskilde Festivals historiske udvikling og samspil med forskellige subkulturer og ungdomskulturen igennem 50 år.