RAGNAROCK Logo

MUSEET FOR POP, ROCK OG UNGDOMSKULTUR

EN BATTLEVEST KOM PÅ MUSEUM

Af Mikkel Falk Møller

Læsetid: 3 min.

RAGNAROCKs kommende særudstilling om Roskilde Festival er en fortælling om publikum, de frivillige, musikken og den helt særlige stemning, historie og ånd som Nordeuropas største festival er gjort af. Der er både plads til de store perspektiver og de mere nørdede kuriositeter – som en vaskeægte ”battlevest”, der er doneret af heavyfan Thorbjørn Hein

TV2 Lorry var med, da Thorbjørn Hein indleverede sin battlevest til RAGNAROCK. Mød ham i indslaget, hvor du også kan se nogle af alle de mange andre sjove genstande, som bliver en del af særudstillingen ”Smattens Magi – 50 års aftryk af Roskilde Festival”. Foto: Cecilie Midskard Hundebøll/ Henrik Modler /TV2 Lorry

”Jakken er købt i Daells Varehus, da jeg gik i 7. Klasse og skulle til min første Metallica koncert i Forum i december 1992. Jeg klippede straks ærmerne af med en køkkensaks og har ikke gjort noget ved den siden”, fortæller den 43-årige heavyfan Thorbjørn Hein begejstret. Fingrene kærtegner den slidte cowboyvest, der er fyldt med stofmærkater med logoer og bandnavne fra alverdens kendte og mere ukendte heavy bands og metalartister.

Vesten er en såkaldt ”battlevest” og er fast påklædning for det seriøse metalfolk, når de drager til metalkoncerter og festivaler med heavy bands på plakaten. På den måde kan de både genkende hinanden og få en oplagt anledning til at udveksle koncertminder og diskutere yndlingsbands.

Thorbjørn Hein arbejder til daglig som souschef i Interforce i Forsvarskommandoen og er søofficer af reserven, hvor han i embeds medfør har været udstationeret flere gange i blandt andet Afghanistan, Mellemøsten og Afrika. Derudover er Thorbjørn en passioneret fan af heavy, metal og den mere hårde rock. Det har han været lige siden de tidlige teenage dage, hvor han løbende har købt stofmærker med yndlingsbands til de mange koncerter og festivaler som han har frekventeret i årenes løb. Her var den helt rigtige påklædning også en vigtig del af oplevelsen i de unge år.

”Når man er teenager og hører heavy, går man meget op i at se rigtig ud med sort t-shirt og langt hår, som jeg havde dengang. De første mærkater, der kom på vesten, var med Metallica, som min mor syede på skulderne, og siden er der kommet rigtig mange andre til. Vesten her har så fulgt mig lige siden til masser af koncerter og festivaler. Ikke mindst Roskilde Festival, hvor jeg har været mange gange”, fortæller Thorbjørn Hein, der også har været musikskribent for Danmarks største metal magasin Metalized.

Stor affektionsværdi 

Nu skal battlevesten så på museum, hvor den bliver en del af RAGNAROCKs nye store udstilling om Roskilde Festival. Her har heavy og metalmusik altid spillet et stor rolle, og det er derfor på sin plads at få en vaskeægte battlevest med i udstillingen, fortæller ph.d. og kurator hos RAGNAROCK, Rasmus Rosenørn:

”Siden midten af 1980’erne har metal været en vigtig del af festivalens musikalske program og dna. Hvis man bare isolerer al metalmusikken fra festivalen, er det i sig selv en stor metalevent. Metalkulturen er en ret distinkt kultur, og det fantastiske ved Roskilde Festival er, at den samler alle mulige typer af sub- og musikkulturer sammen side om side”.

Thorbjørn Hein selv glæder sig til at se sin gamle vest på museum, men det er dog ikke helt uden et lille stik i hjertet, at han nu udlåner den til RAGNAROCK.

”Vesten har stor affektionsværdi, og jeg skulle da også lige tænke mig om, inden jeg sagde ja til at låne den ud til museet. Jeg går ud fra, at det er et godt forsikret museum, da den betyder meget for mig, og jeg har haft den på ved alle mulige og umulige sammenhænge både herhjemme og i udlandet”, griner Thorbjørn, inden han afleverer vesten til kurator Rasmus Rosenørn.

VIND PRÆMIER OG MODTAG SAMTIDIG ARTIKLER SOM DENNE DIREKTE I DIN INDBAKKE.

TILMELD DIG RAGNAROCK’S NYHEDSBREV

FLERE NYHEDER OG ARTIKLER

Vinterferie

I uge 7 + 8 er der skruet maks op på volumenknappen, når hele RAGNAROCK vibrerer med vinterferie aktiviteter.

Læs mere »

FRA RADIO LUXEMBOURG TIL TIKTOK: NY SPOTUDSTILLING LUKKER DEN MUSIKALSKE GENERATIONSKLØFT MELLEM UNGE OG DERES FORÆLDRE

Unges musik har alle dage været en torn i øjet på deres forældre. I en ny udstilling undersøger Danmarks rockmuseum, RAGNAROCK, unges lyttekultur. For hvordan opdager unge musik i en verden, hvor teknologi og platforme er i konstant forandring? Måske er de slet ikke så forskellige fra deres forældre og bedsteforældre. Måske ville Beatles også have været kæmpestore på TikTok.

Læs mere »

Historien bag musikken 2024

I april 2023 lancerede rockmuseet RAGNAROCK den nye talkfestival ‘Historien bag musikken – musikken bag historien’. Nu er fem hovednavne på plads til anden omgang, der finder sted fredag og lørdag 22.-23. marts 2024.

Læs mere »

DROP DET SLATNE ARGUMENT – KVINDERNE ER DER JO!

Med fotoportrætter af Stine Bramsen, Annika Aakjær, Lis Sørensen, Rebecca Lou, Lydmor og en lang stribe andre danske musikere sætter RAGNAROCK fokus på den skæve kønsbalance i den danske musikbranche. Den 8. marts åbner portrætudstillingen 50/50 på det statsanerkendte museum for pop, rock og ungdomskultur.

Læs mere »

En glascontainer fyldt med festivalmagi er ankommet til RAGNAROCK

Under hele Roskilde Festival 2022 låste den anerkendte producer og musiker Noah Rosanes sig inde 24 timer i døgnet i et mobilt glascontainerstudie og skabte det kollektive værk UNIFY sammen med 25 specielt inviterede musikere og i tæt samspil med festivalgæsterne udenfor. Fra den 10. februar kan du opleve UNIFYs magiske øjeblikke i lyd og levende billeder i den selvsamme container på RAGNAROCK.

Læs mere »
X