Af Mia Portocarrero Andersen
Læsetid: 3 min.
Den dominerer hitlisterne, præger vores radio, tøjstil og sprog. Hiphop har sat sig tungt på den popkulturelle trone i Danmark. Et joggingsæt vidner om hvordan stilen, musikken og ikke mindst dansen kom til Danmark, og bredte sig som en steppebrand.
ADIDASSÆTTET. En uniform de unge hiphoppere i 80’erne iførte sig. Den var praktisk at breake i, og den markerede deres tilhørsforhold til hiphop kulturen.
I starten blev hiphoppen kaldt for en døgnflue. Da den kom til Danmark fra USA i starten af 80’erne gjorde den det i form af breakdance og electric boogie. Den startede altså som en subkultur, blandt en specifik gruppe unge drenge. I dag er den markeret som en ungdomskultur. I dag er hiphoppens stil og musik populær som aldrig før. ‘Døgnfluen’ lever altså i bedste velgående.
En gruppe unge drenge herhjemme i Danmark begynder at danse, ligesom hiphopperne i USA gør det. De gør det blandt andet ved Storkespringvandet på Strøget.
Dansen er akrobatisk og ikke som noget som vi før har set herhjemme. Ikke nok med at den unge gruppe drenge danser sært og anderledes, men de ser også sære og anderledes ud. Skibriller, Kangol hatte, hvide handsker, kina- eller gummisko, og pelsjakker.
Og selvfølgelig: Adidas dragten.
Den uniformerede gadestil
Adidas dragten – joggingsættet – havde flere funktioner. Den var en uniform, som markerede broderskabet mellem de dansende drengene. Den var mere end bare en beklædningsgenstand. Det var en klar kulturel markør, der råbte til omverdenen at her kommer der en hiphopper. Og ikke blot en hvilken som helst en af slagsen: Den tydeliggjorde også hvilket crew man tilhørte. Og det var vigtigt når man battlede.
Dragten havde også en lavpraktisk funktion: Den er god at danse i. Danserne, breakerne, kan bevæge sig frit – også på gulvet. Med adidas dragten har man mindst mulig friktion, så man har frihed til spins.
På museet har vi et eksemplar af et klassisk adidassæt, tilmed med slid på ryggen. Det har tilhørt ingen mindre end Per Pedersen, Grandmaster Dee Pee, der især er kendt for sin medvirken i Rockers by Choice.
SÆRMELDING. Rockers By Choice med ‘Opråb! Til det danske folk’ (1989). Gruppen bestod blandt andet af brødrene Lars (Chief 1) og Per (Dee Pee) Pedersen. Adidassættet har tilhørt Dee Pee.
Øvelse gør mester
Konkurrence er et af de helt centrale elementer i hiphoppen. Drengene, der dansede foran Storkespringvandet battlede mod hinanden dag ind, og dag ud. Det var en konkurrence om hvem der kunne levere det sværeste, nyeste moove, der gav de andres anerkendelse om at man var den bedste.
Konkurrencen rykkede med tiden ind i Thomas P. Hejles ungdomshus på Nørreport. Her mødtes miljøet hver fredag og battlede. Kenneth Vogel, der var breakdancer i 80’erne beskriver det på denne måde: “Tabte du den ene weekend ik’, tro mig du trænede så hårdt den næste weekend så du ikke tabte igen”
Breakdance var ikke noget man blot gjorde på i København om fredagen. Det var ikke en dans man bare gik til hver mandag efter skole. Nej, det var altså hver dag man øvede sig. Alene eller med sit crew. Derhjemme, i øvelokalet, på strøget, eller hvor der end var mulighed for det.
Hiphoppens drivkraft
Drengene der breakdancede, forstod at man i hiphoppen kæmpede om at blive den bedste. Og man dystede om at være den der introducerede noget nyt.
For hiphoppen er ikke kun en konkurrencekultur, det er på det her tidspunkt også en deltagerkultur: Man skal være med til at skabe hiphoppen, og drive den fremad.
Og måske netop de unge drenges iver efter at skubbe hiphoppen fremad, har været det der har manifesteret hiphop så markant i vores kultur. Den startede som en subkultur – noget som kun få var med til. Men den voksede sig rigtig stor, og hiphoppen rykkede ind i mange danske hjem. I hvert fald i deres radioer og hitlister.
I dag vidner Dee Pees slidte Adidasdragt om dengang i 80’erne, hvor man endnu ikke vidste hvad hiphoppen skulle blive til. Den vidner om en tid, hvor hiphop var en kultur for de allerfærreste, og hvor man endnu ikke vidste hvor omfattende en ungdomskultur den med tiden ville blive.
En ungdomskultur, der blev båret frem, og skabt af unge drenge med dansen som redskab.
En donation på 300.000 kroner fra Spar Nord Fonden er sammen med andre fondsbevillinger med til at sikre, at RAGNAROCK’s gæster kan vælte hegnet til en særudstilling om 50 år med Roskilde Festival.
Fra Alternativby og U2 til Grøn Scene og Metallica. 1982-1990.
Roskilde Festival var veletableret og driftig i starten af 1980’erne. Arrangementet greb om sig og krævede mere og mere af de frivillige, der drev det. Med en ændring i 1986 blev vejen banet for, at festivalen kunne udvikle sig i nye retninger.
Hvilken by kommer rapgruppen Suspekt fra?
Test din paratviden i RAGNAROCKs Lynquiz.
Fra rockere og rockmusik til reggae og en ny scene. 1977-78.
Roskilde Festival fandt formen i løbet af 1970’erne. Men mod årtiets slutning slog den ikke længere til. Efter et år med middelmådig musik et uvelkomment rockerbesøg måtte festivalen genopfinde sig selv. Det resulterede i nogle forandringer, der fortsat præger festivalen.
Hvad hedder Metallicas første album fra 1983? Test dig selv i RAGNAROCKs Lynquiz.
Sommeren i år bliver ikke, som den plejer. Mange vil længes efter rejser, de ikke kom afsted på, og festivaler, der blev aflyst. Måske vil nogen også længes tilbage i tiden. Til dengang en sommer var en sommer, og musikken overgik sig selv gang på gang. Er du en af dem? Eller er du bare nysgerrig på, hvorfor 1967 blev en helt særlig sommer i dansk og international rockhistorie – så tag med tilbage til ’Summer of love’
English