Af Anders Jørgensen
Læsetid: 3 min.
Da Gasolin’ i 1976 drog til USA var håbet højt. Det var den ultimative drøm om det internationale gennembrud. Bandet havde masser af succes med Gas 5 i Danmark. Med det næste skridt satsede de højt: Det var ’go big or go home’.
STJERNEDRØMME. Fire danske ’American Danes’ på jagt efter international succes i New Yorks cementjungle. Drengedrømmen om USA var nu blevet til virkelighed. Alligevel blev det amerikanske eventyr en dyr fiasko. FOTO: Peder Bundgaard.
Drømmen om USA havde været længe undervejs. Da bandet blev grundlagt, sang de på engelsk og bandnavnet kom også fra det engelske ord for benzin. Og så var gassernes egne idoler ærkeamerikanske: vaskeægte rock’n’roll koryfæer som Elvis Presley, Little Richard og Jimi Hendrix.
Gasserne fik overtalt pladeselskabet CBS til at udgive Gas 5 på engelsk på trods af modstand. Pladen blev oversat med hjælp fra bl.a. musikeren Mick Moloney og forfatteren Jan Bredsdorff. What a Lemon blev den engelske titel. Nu var de fire danske lykkeriddere klar til at erobre mulighedernes land.
”Så syng dog på dansk”
Den første koncert var i en stor sal i hippiebyen San Francisco. Gasserne var spændte.
Men da de trådte ud på scenen, var der kun mødt 5-6 publikummer op. Salen var nærmest tom. Og ikke nok med det. Da de havde spillet to numre, råbte publikum enigt i kor: ”Så syng dog på dansk”.
Og sådan forgik de fleste efterfølgende koncerter. Publikummet i USA viste sig at være en kombination af danske sømænd, udviklingsstuderende og turister. Og hvad ville de høre? De ville høre det Gasolin’ de kendte og ikke en omgang valbyengelsk.
Undervejs på det amerikanske eventyr optrådte dog også et par solskinshistorier. F.eks. dukkede 1.000 mennesker op til koncert i storbyen Dallas i Texas. Byens lokale radio havde spillet numre fra What a Lemon i dagevis.
Egentligt var anmelderkorspet i USA også ganske positive. Der var ros fra toneangivende magasiner som Rolling Stone og The Village Voice. Alligevel blev turneen en fiasko for gasserne. Spillestederne var halvtomme og What a Lemon blev kun solgt i 20.000 eksemplarer. Tournéens sidste koncert i New York blev symbolsk nok aflyst.
KLEJN. Plakat fra Gasolin’s tourné i USA. Med det kedelige udtryk formåede plakaten ikke at skabe opmærksomhed omkring bandets koncerter i de amerikanske storbyers travle gadebillede. FOTO: Ragnarock
Hvad gik galt?
Gasolin’ måtte drage hjem både skuffede og fattigere. Turnéen havde kostet svimlende 1,2 mio. kr., svarende til ca. 5,3 mio. kr. i 2020. Heldigvis blev udgifterne delt mellem bandet og pladeselskabet.
Derhjemme stod kritikerne i kø og gned salt i såret med angreb om brud på Janteloven. Alligevel fortsatte succesen hjemme i Danmark. Men tiden i USA havde forstærket den interne splid i gruppen og var medvirkende til opløsningen i 1978.
Mange peger på at amerikanske pladeselskab aldrig satsede ordentligt på Gasolin’. Der var simpelhen ikke ordentligt reklameret, promoveret eller distribueret for bandet. Andre peger på at de engelske tekster simpelhent mistede den gasolinske gnist. Den unikke charme forsvandt i mødet med et fremmede sprog og Kims skæve accent.
Der var adskillige opture i Gasolins karriere, men USA blev ikke en af dem. Verdenskendte blev de aldrig på trods af flere forsøg på at indtage det amerikanske marked, f.eks. med singlen Killin’ Time fra 1978.
Alligevel er der noget fascinerende og forfriskende i fortællingen om gassernes tid i USA. Det var en langemand til Janteloven og ægte rock’n’roll-drømme på fuld skrue. Gasolin’ var fyldt med håb, energi og drømme: De skulle bare derudaf og indtage verdenen.
RAGNAROCKs særudstilling ”Så kom med mig – Gasolin’ 1969-78” har i mere end et år sendt de besøgende dybt ind i Gasolin’s univers – og for mange af dem mindst lige så dybt ind i deres egen ungdomstid. Nu er det ved at være sidste chance for at (gen)opleve Gasolin’s verden i udstillingen på Rabalderstræde. Sidste åbningsdag er søndag den 6. december.
Der bliver minder nok at svælge i, når museet RAGNAROCK næste år åbner en særudstilling om Roskilde Festival. En indsamling blandt 50 års festivalgængere har nemlig resulteret i en lang række genstande, der skal være med til at fortælle om publikum til den legendariske festival.
LSD var ikke det eneste, der satte kulør på syrerockkoncerter i 1960’erne. Scenen blev oplyst af vilde mønstre og farver, der dannede den perfekte ramme til et musikalsk trip. Med gør det selv ånden intakt kom lysmanden med på plakaten, nærmest som et ekstra medlem af bandet.
I 1969 fandt fire unge slumstormere sammen og skabte et band: Gasolin’. Med tiden erobrede de mange danskeres hjerter. En god portion held, en filminstruktør, en plademand og masser af hårdt arbejde hjalp dem godt på vej. Det gav pote, selvom starten var hård.
Musik er et stærkt politisk våben. Unge har siden 1960erne brugt musikken til at udfordre status quo, kræve forandring og sætte spørgsmålstegn ved de etablerede normer. Nedenunder ses Natasja Saads håndskrevne noter til den udødelige protestklassiker ”Gi’ Mig Danmark Tilbage”, der stadig er et hit til venstrefløjs-demonstrationer.
På få år har den opnået kultstatus på festivaler, er blevet en international succes og har forstyrret nattefreden fra Skagen til Islands Brygge. Nu skal SOUNDBOKS med i en særudstilling på RAGNAROCK – om Roskilde Festival, hvor det hele begyndte.
English