Af Anders Jørgensen
Musik er et stærkt politisk våben. Unge har siden 1960erne brugt musikken til at udfordre status quo, kræve forandring og sætte spørgsmålstegn ved de etablerede normer. Nedenunder ses Natasja Saads håndskrevne noter til den udødelige protestklassiker ”Gi’ Mig Danmark Tilbage”, der stadig er et hit til venstrefløjs-demonstrationer.
OPRØR. Noterne fra Natasjas egen hånd der senere skulle blive til et af nullernes største hit: Giv mig Danmark tilbage.
HJERTEBLOD. Protestsangere har noget på hjertet. En sag de brænder for. Natasjas noter til ”Gi’ Mig Danmark Tilbage” vidner om en sag, som Natasja brændte for. Kigger man nærmere på papirlapperne, er skriften på hver lap forskellig. Måske har hun længe gået og tænkt over, hvordan hun bedst gav udtryk for sine holdninger? Var hun vred da hun skrev teksten? Eller passioneret? I hvert fald kom Natasja ud med sin utilfredshed over 00ernes kulturkampe. Kampe som, ifølge Natasja, havde forvandlet Danmark til det værre.
Reggaedronningen Natasja blev kun 33 år. Men med sangen ”Gi’ Mig Danmark Tilbage” formåede Natasja at blive udødelig. Natasja krævede frisind og kritiserede Dansk Folkeparti, og sangen var en hyldest og støtte til Christiania og Ungdomshuset. Natasja beskrev en frustration, der vandt genklang hos mange. Dermed var en af de stærkeste protestsange i dansk musikhistorie født. Samtidig havde Natasja genoplivet en genre, der havde levet under radaren siden 1970erne: Protestmusikken.
Lyden af protest
Protestmusikken i Danmark blev for alvor skabt i 60ernes og 70ernes generationsoprør efter inspiration fra USA, hvor pionerer som Bob Dylan leverede musikken. Rebelske ”baby boomere” fra de store efterkrigsårgange gik på gaden. Den spirende ungdomskultur og protestmusikken smeltede sammen. Her kunne hippier, miljøaktivister, rødstrømper og drømmere kræve fred, medbestemmelse og social retfærdighed.
Protestsangene blev en effektiv måde at fremme de unges dagsorden på. Sangene gik direkte i hjertet; de appellerede til følelserne og indbød til et fællesskab. ’Jeg’ blev til ’vi’. Den gode protestsang var og er nemlig langt stærkere end kedelige regneark, kølig statistik og indlærte taler.
Grupper som Røde Mor sang kritisk om krig, klassekamp og kapitalisme. De var proletarernes kammerater og ønskede revolution. Andre af tidens emner blev også taget op til debat. Atomenergi fik f.eks. en hård medfart af Jomfru Ane Band i sangen ”Plutonium”. EF-medlemskab fik stor modstand fra John Mogensen i sangen ”Danmarks jord for de danske”. Ligeledes gik Mogensen i krig imod eliten i landeplagen ”Der Er Noget Galt i Danmark”. Han var den lille mands ven. Den samme tendens ses hos det ellers apolitiske band Gasolin’ i sangen ”Hva’ gør vi nu, lille du?”, hvor bandet gjorde sig til en stemme for de svage i samfundet.
BØSSE. Det var virkeligt et skældsord at kalde nogen for bøsse i midten af 1970’erne. Samtidig mente mange bøsser, at ordet homoseksuel lød som en klinisk diagnose. Derfor omfavnede de ordet bøsse, og med tiden mistede det sin negative klang.
Andre musikere forsøgte at sætte spørgsmålstegn ved seksuelle normer. Den 24-årige Bent Jacobsen udgav i 1975 pladen ”Bøsse” på forlaget Demos. Det var den første konceptplade i verdenshistorien der handler om at være homoseksuel, som på daværende tidspunkt blev opfattet som en psykisk sygdom af Sundhedsstyrelsen.
De ideologiske og primært venstreorienterede sange døde ud efter storhedstiden i de turbulente 70ere og blev erstattet af enkeltsager som kampen imod AIDS og nødhjælp til Afrika i løbet af 80erne. Siden mistede protestsangene deres betydning efter Vestens sejr over Sovjetunionen i 1991.
Det’ ik’ politik – det’ pis og polemik
Natasja genfødte protestmusikken i 00erne med ”Gi’ Mig Danmark Tilbage”. Sangen var en kommentar til samtidens politiske emner som danskhed, indvandring og de autonome miljøer – med en klar holdning. Det var en direkte lussing rettet imod Anders Fogh Rasmussen, Pia Kjærsgaard og hr. og fru Danmarks småborgerlighed.
Den politiske musik fortsætter ind i nutiden. Rebelrapperen Nikoline indskriver sig i den politiske debat med et helt katalog af kritiske sange: Hun tager #MeToo-debatten op i ”Sut min klit”, kvinders seksuelle begær i ”Gourmet” og en generel vrede over dansk politik i ”Flertallet er dumme” og ”Danskhed”. Alle sangene er forenet af enorm provokation men også en alvorlig indignation over samfundet.
Vækstbetingelserne i dagens Danmark er stærke: Klimadebatten, ligestilling og indvandring er oplagte temaer.
Fra protestmusikkens begyndelse i 60erne til i dag går der en rød tråd: På tværs af tid, rum og emne ønsker protestsange at forandre det bestående samfund med en drøm om en anden fremtid. Protestsange mobiliserer og får folk på barrikaderne eller til tastaturet; de provokerer og får folk op i det røde felt.
DETALJEN. Vi dykker ned i RAGNAROCKs udstillinger og sætter spot på en detalje herfra. Som tidligere besøger vi installationen Min top tre, hvor RAGNAROCK har bedt en række kunstnere og musikelskere om at udvælge deres tre danske favoritsange. Nikolaj Peyks er en af dansk hip hops pionerer. Hans favoritter går fra Gasolin’ over Magtens Korridorer til Shaka Loveless’ Tomgang. Her får du et uddrag.
Franz Beckerlees guitar, original cover-art, personlige fan-kreationer. Pakket ned, væk, borte, glemt. Er det, hvad der sker, når en museumsudstilling lukker og pakkes væk? Nej! En udstilling lever videre som en vigtig del af museets fremtidige arbejde. Kom med til nedpakningen af RAGNAROCKs store særudstilling om Gasolin’.
RAGNAROCKs særudstilling ”Så kom med mig – Gasolin’ 1969-78” har i mere end et år sendt de besøgende dybt ind i Gasolin’s univers – og for mange af dem mindst lige så dybt ind i deres egen ungdomstid. Nu er det ved at være sidste chance for at (gen)opleve Gasolin’s verden i udstillingen på Rabalderstræde. Sidste åbningsdag er søndag den 6. december.
Der bliver minder nok at svælge i, når museet RAGNAROCK næste år åbner en særudstilling om Roskilde Festival. En indsamling blandt 50 års festivalgængere har nemlig resulteret i en lang række genstande, der skal være med til at fortælle om publikum til den legendariske festival.
LSD var ikke det eneste, der satte kulør på syrerockkoncerter i 1960’erne. Scenen blev oplyst af vilde mønstre og farver, der dannede den perfekte ramme til et musikalsk trip. Med gør det selv ånden intakt kom lysmanden med på plakaten, nærmest som et ekstra medlem af bandet.
I 1969 fandt fire unge slumstormere sammen og skabte et band: Gasolin’. Med tiden erobrede de mange danskeres hjerter. En god portion held, en filminstruktør, en plademand og masser af hårdt arbejde hjalp dem godt på vej. Det gav pote, selvom starten var hård.
English