Af Anders Jørgensen
Musik er et stærkt politisk våben. Unge har siden 1960erne brugt musikken til at udfordre status quo, kræve forandring og sætte spørgsmålstegn ved de etablerede normer. Nedenunder ses Natasja Saads håndskrevne noter til den udødelige protestklassiker ”Gi’ Mig Danmark Tilbage”, der stadig er et hit til venstrefløjs-demonstrationer.
OPRØR. Noterne fra Natasjas egen hånd der senere skulle blive til et af nullernes største hit: Giv mig Danmark tilbage.
HJERTEBLOD. Protestsangere har noget på hjertet. En sag de brænder for. Natasjas noter til ”Gi’ Mig Danmark Tilbage” vidner om en sag, som Natasja brændte for. Kigger man nærmere på papirlapperne, er skriften på hver lap forskellig. Måske har hun længe gået og tænkt over, hvordan hun bedst gav udtryk for sine holdninger? Var hun vred da hun skrev teksten? Eller passioneret? I hvert fald kom Natasja ud med sin utilfredshed over 00ernes kulturkampe. Kampe som, ifølge Natasja, havde forvandlet Danmark til det værre.
Reggaedronningen Natasja blev kun 33 år. Men med sangen ”Gi’ Mig Danmark Tilbage” formåede Natasja at blive udødelig. Natasja krævede frisind og kritiserede Dansk Folkeparti, og sangen var en hyldest og støtte til Christiania og Ungdomshuset. Natasja beskrev en frustration, der vandt genklang hos mange. Dermed var en af de stærkeste protestsange i dansk musikhistorie født. Samtidig havde Natasja genoplivet en genre, der havde levet under radaren siden 1970erne: Protestmusikken.
Lyden af protest
Protestmusikken i Danmark blev for alvor skabt i 60ernes og 70ernes generationsoprør efter inspiration fra USA, hvor pionerer som Bob Dylan leverede musikken. Rebelske ”baby boomere” fra de store efterkrigsårgange gik på gaden. Den spirende ungdomskultur og protestmusikken smeltede sammen. Her kunne hippier, miljøaktivister, rødstrømper og drømmere kræve fred, medbestemmelse og social retfærdighed.
Protestsangene blev en effektiv måde at fremme de unges dagsorden på. Sangene gik direkte i hjertet; de appellerede til følelserne og indbød til et fællesskab. ’Jeg’ blev til ’vi’. Den gode protestsang var og er nemlig langt stærkere end kedelige regneark, kølig statistik og indlærte taler.
Grupper som Røde Mor sang kritisk om krig, klassekamp og kapitalisme. De var proletarernes kammerater og ønskede revolution. Andre af tidens emner blev også taget op til debat. Atomenergi fik f.eks. en hård medfart af Jomfru Ane Band i sangen ”Plutonium”. EF-medlemskab fik stor modstand fra John Mogensen i sangen ”Danmarks jord for de danske”. Ligeledes gik Mogensen i krig imod eliten i landeplagen ”Der Er Noget Galt i Danmark”. Han var den lille mands ven. Den samme tendens ses hos det ellers apolitiske band Gasolin’ i sangen ”Hva’ gør vi nu, lille du?”, hvor bandet gjorde sig til en stemme for de svage i samfundet.
BØSSE. Det var virkeligt et skældsord at kalde nogen for bøsse i midten af 1970’erne. Samtidig mente mange bøsser, at ordet homoseksuel lød som en klinisk diagnose. Derfor omfavnede de ordet bøsse, og med tiden mistede det sin negative klang.
Andre musikere forsøgte at sætte spørgsmålstegn ved seksuelle normer. Den 24-årige Bent Jacobsen udgav i 1975 pladen ”Bøsse” på forlaget Demos. Det var den første konceptplade i verdenshistorien der handler om at være homoseksuel, som på daværende tidspunkt blev opfattet som en psykisk sygdom af Sundhedsstyrelsen.
De ideologiske og primært venstreorienterede sange døde ud efter storhedstiden i de turbulente 70ere og blev erstattet af enkeltsager som kampen imod AIDS og nødhjælp til Afrika i løbet af 80erne. Siden mistede protestsangene deres betydning efter Vestens sejr over Sovjetunionen i 1991.
Det’ ik’ politik – det’ pis og polemik
Natasja genfødte protestmusikken i 00erne med ”Gi’ Mig Danmark Tilbage”. Sangen var en kommentar til samtidens politiske emner som danskhed, indvandring og de autonome miljøer – med en klar holdning. Det var en direkte lussing rettet imod Anders Fogh Rasmussen, Pia Kjærsgaard og hr. og fru Danmarks småborgerlighed.
Den politiske musik fortsætter ind i nutiden. Rebelrapperen Nikoline indskriver sig i den politiske debat med et helt katalog af kritiske sange: Hun tager #MeToo-debatten op i ”Sut min klit”, kvinders seksuelle begær i ”Gourmet” og en generel vrede over dansk politik i ”Flertallet er dumme” og ”Danskhed”. Alle sangene er forenet af enorm provokation men også en alvorlig indignation over samfundet.
Vækstbetingelserne i dagens Danmark er stærke: Klimadebatten, ligestilling og indvandring er oplagte temaer.
Fra protestmusikkens begyndelse i 60erne til i dag går der en rød tråd: På tværs af tid, rum og emne ønsker protestsange at forandre det bestående samfund med en drøm om en anden fremtid. Protestsange mobiliserer og får folk på barrikaderne eller til tastaturet; de provokerer og får folk op i det røde felt.
LSD var ikke det eneste, der satte kulør på syrerockkoncerter i 1960’erne. Scenen blev oplyst af vilde mønstre og farver, der dannede den perfekte ramme til et musikalsk trip. Med gør det selv ånden intakt kom lysmanden med på plakaten, nærmest som et ekstra medlem af bandet.
I 1969 fandt fire unge slumstormere sammen og skabte et band: Gasolin’. Med tiden erobrede de mange danskeres hjerter. En god portion held, en filminstruktør, en plademand og masser af hårdt arbejde hjalp dem godt på vej. Det gav pote, selvom starten var hård.
Musik er et stærkt politisk våben. Unge har siden 1960erne brugt musikken til at udfordre status quo, kræve forandring og sætte spørgsmålstegn ved de etablerede normer. Nedenunder ses Natasja Saads håndskrevne noter til den udødelige protestklassiker ”Gi’ Mig Danmark Tilbage”, der stadig er et hit til venstrefløjs-demonstrationer.
På få år har den opnået kultstatus på festivaler, er blevet en international succes og har forstyrret nattefreden fra Skagen til Islands Brygge. Nu skal SOUNDBOKS med i en særudstilling på RAGNAROCK – om Roskilde Festival, hvor det hele begyndte.
Den 18. september 1970 døde Jimi Hendrix på Hotel Samarkand i London i en alder af 27 år. Et halvt århundrede er gået, og geniet fra Seattle forbindes stadig med rockguitar!
Gasolin’ drømte allerede fra bandets spæde begyndelse, om at indtage USA med storm. Men selvom de forsøgte ad flere omgange, lykkedes det desværre aldrig. Hvorfor var det så svært for dem, og står nutidige kunstnere mon overfor samme udfordringer i dag? RAGNAROCK inviterer til en Rabalder Talk om at turde satse alt for den store berømmelse. Det sker under overskriften “The American Dane” den 7. oktober 2020 klokken 19.
English