HJERTEBLOD. Protestsangere har noget på hjertet. En sag de brænder for. Natasjas noter til ”Gi’ Mig Danmark Tilbage” vidner om en sag, som Natasja brændte for. Kigger man nærmere på papirlapperne, er skriften på hver lap forskellig. Måske har hun længe gået og tænkt over, hvordan hun bedst gav udtryk for sine holdninger? Var hun vred da hun skrev teksten? Eller passioneret? I hvert fald kom Natasja ud med sin utilfredshed over 00ernes kulturkampe. Kampe som, ifølge Natasja, havde forvandlet Danmark til det værre.
Reggaedronningen Natasja blev kun 33 år. Men med sangen ”Gi’ Mig Danmark Tilbage” formåede Natasja at blive udødelig. Natasja krævede frisind og kritiserede Dansk Folkeparti, og sangen var en hyldest og støtte til Christiania og Ungdomshuset. Natasja beskrev en frustration, der vandt genklang hos mange. Dermed var en af de stærkeste protestsange i dansk musikhistorie født. Samtidig havde Natasja genoplivet en genre, der havde levet under radaren siden 1970erne: Protestmusikken.
Lyden af protest
Protestmusikken i Danmark blev for alvor skabt i 60ernes og 70ernes generationsoprør efter inspiration fra USA, hvor pionerer som Bob Dylan leverede musikken. Rebelske ”baby boomere” fra de store efterkrigsårgange gik på gaden. Den spirende ungdomskultur og protestmusikken smeltede sammen. Her kunne hippier, miljøaktivister, rødstrømper og drømmere kræve fred, medbestemmelse og social retfærdighed.
Protestsangene blev en effektiv måde at fremme de unges dagsorden på. Sangene gik direkte i hjertet; de appellerede til følelserne og indbød til et fællesskab. ’Jeg’ blev til ’vi’. Den gode protestsang var og er nemlig langt stærkere end kedelige regneark, kølig statistik og indlærte taler.
Grupper som Røde Mor sang kritisk om krig, klassekamp og kapitalisme. De var proletarernes kammerater og ønskede revolution. Andre af tidens emner blev også taget op til debat. Atomenergi fik f.eks. en hård medfart af Jomfru Ane Band i sangen ”Plutonium”. EF-medlemskab fik stor modstand fra John Mogensen i sangen ”Danmarks jord for de danske”. Ligeledes gik Mogensen i krig imod eliten i landeplagen ”Der Er Noget Galt i Danmark”. Han var den lille mands ven. Den samme tendens ses hos det ellers apolitiske band Gasolin’ i sangen ”Hva’ gør vi nu, lille du?”, hvor bandet gjorde sig til en stemme for de svage i samfundet.
