Af Anders Jørgensen
Musik er et stærkt politisk våben. Unge har siden 1960erne brugt musikken til at udfordre status quo, kræve forandring og sætte spørgsmålstegn ved de etablerede normer. Nedenunder ses Natasja Saads håndskrevne noter til den udødelige protestklassiker ”Gi’ Mig Danmark Tilbage”, der stadig er et hit til venstrefløjs-demonstrationer.
OPRØR. Noterne fra Natasjas egen hånd der senere skulle blive til et af nullernes største hit: Giv mig Danmark tilbage.
HJERTEBLOD. Protestsangere har noget på hjertet. En sag de brænder for. Natasjas noter til ”Gi’ Mig Danmark Tilbage” vidner om en sag, som Natasja brændte for. Kigger man nærmere på papirlapperne, er skriften på hver lap forskellig. Måske har hun længe gået og tænkt over, hvordan hun bedst gav udtryk for sine holdninger? Var hun vred da hun skrev teksten? Eller passioneret? I hvert fald kom Natasja ud med sin utilfredshed over 00ernes kulturkampe. Kampe som, ifølge Natasja, havde forvandlet Danmark til det værre.
Reggaedronningen Natasja blev kun 33 år. Men med sangen ”Gi’ Mig Danmark Tilbage” formåede Natasja at blive udødelig. Natasja krævede frisind og kritiserede Dansk Folkeparti, og sangen var en hyldest og støtte til Christiania og Ungdomshuset. Natasja beskrev en frustration, der vandt genklang hos mange. Dermed var en af de stærkeste protestsange i dansk musikhistorie født. Samtidig havde Natasja genoplivet en genre, der havde levet under radaren siden 1970erne: Protestmusikken.
Lyden af protest
Protestmusikken i Danmark blev for alvor skabt i 60ernes og 70ernes generationsoprør efter inspiration fra USA, hvor pionerer som Bob Dylan leverede musikken. Rebelske ”baby boomere” fra de store efterkrigsårgange gik på gaden. Den spirende ungdomskultur og protestmusikken smeltede sammen. Her kunne hippier, miljøaktivister, rødstrømper og drømmere kræve fred, medbestemmelse og social retfærdighed.
Protestsangene blev en effektiv måde at fremme de unges dagsorden på. Sangene gik direkte i hjertet; de appellerede til følelserne og indbød til et fællesskab. ’Jeg’ blev til ’vi’. Den gode protestsang var og er nemlig langt stærkere end kedelige regneark, kølig statistik og indlærte taler.
Grupper som Røde Mor sang kritisk om krig, klassekamp og kapitalisme. De var proletarernes kammerater og ønskede revolution. Andre af tidens emner blev også taget op til debat. Atomenergi fik f.eks. en hård medfart af Jomfru Ane Band i sangen ”Plutonium”. EF-medlemskab fik stor modstand fra John Mogensen i sangen ”Danmarks jord for de danske”. Ligeledes gik Mogensen i krig imod eliten i landeplagen ”Der Er Noget Galt i Danmark”. Han var den lille mands ven. Den samme tendens ses hos det ellers apolitiske band Gasolin’ i sangen ”Hva’ gør vi nu, lille du?”, hvor bandet gjorde sig til en stemme for de svage i samfundet.
BØSSE. Det var virkeligt et skældsord at kalde nogen for bøsse i midten af 1970’erne. Samtidig mente mange bøsser, at ordet homoseksuel lød som en klinisk diagnose. Derfor omfavnede de ordet bøsse, og med tiden mistede det sin negative klang.
Andre musikere forsøgte at sætte spørgsmålstegn ved seksuelle normer. Den 24-årige Bent Jacobsen udgav i 1975 pladen ”Bøsse” på forlaget Demos. Det var den første konceptplade i verdenshistorien der handler om at være homoseksuel, som på daværende tidspunkt blev opfattet som en psykisk sygdom af Sundhedsstyrelsen.
De ideologiske og primært venstreorienterede sange døde ud efter storhedstiden i de turbulente 70ere og blev erstattet af enkeltsager som kampen imod AIDS og nødhjælp til Afrika i løbet af 80erne. Siden mistede protestsangene deres betydning efter Vestens sejr over Sovjetunionen i 1991.
Det’ ik’ politik – det’ pis og polemik
Natasja genfødte protestmusikken i 00erne med ”Gi’ Mig Danmark Tilbage”. Sangen var en kommentar til samtidens politiske emner som danskhed, indvandring og de autonome miljøer – med en klar holdning. Det var en direkte lussing rettet imod Anders Fogh Rasmussen, Pia Kjærsgaard og hr. og fru Danmarks småborgerlighed.
Den politiske musik fortsætter ind i nutiden. Rebelrapperen Nikoline indskriver sig i den politiske debat med et helt katalog af kritiske sange: Hun tager #MeToo-debatten op i ”Sut min klit”, kvinders seksuelle begær i ”Gourmet” og en generel vrede over dansk politik i ”Flertallet er dumme” og ”Danskhed”. Alle sangene er forenet af enorm provokation men også en alvorlig indignation over samfundet.
Vækstbetingelserne i dagens Danmark er stærke: Klimadebatten, ligestilling og indvandring er oplagte temaer.
Fra protestmusikkens begyndelse i 60erne til i dag går der en rød tråd: På tværs af tid, rum og emne ønsker protestsange at forandre det bestående samfund med en drøm om en anden fremtid. Protestsange mobiliserer og får folk på barrikaderne eller til tastaturet; de provokerer og får folk op i det røde felt.
I ægteskabstermer fejrer de rubinbryllup. 40 år med kradsende kriser, langt hår og kreative processer i mange forskellige tempi. 2024 er et jubilæumsår for D-A-D, der er gamle nok til at være kommet på museum. Jesper Binzer fortæller om at finde sig til rette med nostalgien, selv om man er ramt af fremtids-tourette.
Dukker der en tyrolerhat eller en smølf op på nethinden, når man tænker på Johnny Reimar, så er det ikke et forkert billede. Men det er langt fra hele historien om en af dansk musiks helt store stjerner. Johnny Reimar har produceret musik for nogle af de største danske navne, solgt millioner af plader og boet på hotel med Rolling Stones.
Den ene drømte om at lave en soloplade og leve af musikken. Den anden tog til audition for at fordrive tiden med et eller andet, mens hun fandt ud af, hvad hun ville. Drømmene og ambitionerne var vidt forskellige, men Anne Dorte Michelsen og Maria Bramsen fandt sammen og skabte nogle af 80’ernes og 90’ernes allerstørste hits.
Egentlig troede hun, at hun skulle være fotograf. Men så tumlede Søs Fenger op på en scene og ind i en karriere som sangerinde. Hun var 21 og ville prøve det hele! Siden er kanterne slebet lidt til, og gennem 40 år har Søs Fenger fundet sin stil og troen på, at hun har noget at tilbyde.
Han har spillet på stort set alle de scener, han har kunnet drømme om. Men faktisk har det aldrig været den ambition, der har drevet sanger og sangskriver Peter Sommer. Hverken det at stå på en scene eller at drive det til noget mere. Alligevel kom karrieren buldrende. Han har det godt, har fundet sin hylde, og hvis man kan høre en længsel og en sorg i hans sange, så er det nok nærmest sorgen over mangel på ambition.
I uge 7 + 8 er der skruet maks op på volumenknappen, når hele RAGNAROCK vibrerer med vinterferie aktiviteter.
Unges musik har alle dage været en torn i øjet på deres forældre. I en ny udstilling undersøger Danmarks rockmuseum, RAGNAROCK, unges lyttekultur. For hvordan opdager unge musik i en verden, hvor teknologi og platforme er i konstant forandring? Måske er de slet ikke så forskellige fra deres forældre og bedsteforældre. Måske ville Beatles også have været kæmpestore på TikTok.
Er I på jagt efter sjove ferieoplevelser? Få her overblik over aktiviteter og udstillinger på Danmarks rockmuseum RAGNAROCK.
