Den er et fælles grundvilkår for alle festivalens deltagere: den til tider allestednærsværende grålige, tyktflydende, klæbrige festivalsmat. 1991 var et af de år, hvor regnen stod ned i særligt tykke stænger, og smatten var overalt. En lillebitte del af den blev til en helt særlig souvenir.
Af Jakob Caspersen
Læsetid: 2 min.
SMAT. Den til tider allestedsnærværende smat er det måske mindst elskede ikon for Roskilde Festival. Men hvis man omfavner den, så kan den være med til at skabe nogle helt særlige festivaløjeblikke.
Det stod ned i stænger, den festival. I tre uger op til Roskilde Festival 1991 var der ikke kommet andet end regn, regn, regn. Pladsen var allerede godt våd, da de første gæster troppede op.
Én af dem var Lone Sewerin, der i 1991 var ved at være en festivalveteran. Hun havde været på Roskilde Festival siden 1986.
”Det betød meget for mig at tage på Roskilde Festival dengang. Alt andet blev planlagt uden om Roskilde Festival.” Sammen med fire-fem veninder drog hun afsted til Dyrskuepladsen. ”Derfor var det også klart, at jeg skulle på Roskilde Festival i 1991, og det var også klart, at jeg ikke bare lige tog hjem igen, selvom det var regnvejr.”
Og regn blev der rigeligt af. Der var dengang ikke lagt dræn på pladsen, og græsplænen kunne simpelthen ikke suge mere vand.
”Der var virkelig store søer alle vegne.” husker Lone, der fik det bedste ud af den våde oplevelse: ”Det var skægt at være der, i alt det der mudder, for man blev ligesom et barn igen. Man kunne lige så godt hoppe rundt i de der vandpytter og rulle sig i mudderet. Så det var faktisk en rigtig god festival.”
”Det var helt vildt”
Mange gæster tog hjem fra festivalen, og også fra Lones lejr. ”Vores camp den blev mindre og mindre. Vi startede med at være en fem-seks stykker, og jeg tror vi var to til sidst.”
”Vi holdt ud, og vi var der hele vejen igennem. Da jeg kom hjem var jeg mudder fra top til tå. Jeg kan huske, jeg kiggede mig i et spejl, og jeg havde haft det rigtigt rigtigt sjovt.”
Lones spejlbillede så dog noget usædvanligt ud efter en uge i smatten:
”Det er jo en del af smatten, der er kommet med hjem. Jeg følte jo nærmest, at den var groet ind i mig. Var blevet en del af mig. Da jeg kom hjem, så var jeg virkelig den der farve fra top til tå. Jeg havde regntøj på, som jeg havde haft på de der fire dage. Og så var det hele bare gråt. Det var et mørkeblåt sæt, men jeg var fuldstændig grå. Huden var også grå. Det var helt vildt. Mit hår var gråt.”
”Og så var det, da jeg stod derhjemme, at det begyndte at skalle af. Og så synes jeg det var sjovt at gemme, for det havde altså været en helt, helt anderledes festival. Altså jeg havde aldrig prøvet noget lignende. Man var også lidt stolt over at have holdt ud. Så det var et trofæ, der skulle vise, at jeg havde været der.”
Og smatten fra 1991 stod fremme hjemme hos Lone i knap 30 år. Men nu er den kommet på museum.
Den minder os om, hvordan Roskilde Festival kan være en nådesløs oplevelse, når den er et stort pløre. Når smatten virkelig rammer, så bliver vi alle klædt i den. Og når man er sammen om oplevelsen, så bliver den ikke bare sjov på trods af strabadserne.
Den bliver til et minde, som man har lyst til at putte i glas og gemme for eftertiden.
SMAT
Begrebet smatten blev opfundet af tegneren, fotografen og forfatteren Peder Bundgaard i 1977:
”Klæbrig masse bestående af sennep, ketchup, kartoffelsalat, forårsruller, æbleskiver, opkast, urin, fækalier, skod, udkrads, glasskår, pølsepapir og meget andet. Lugter fælt, især i fugtig varme, da massen derved gærer.”
VIND PRÆMIER OG MODTAG SAMTIDIG ARTIKLER SOM DENNE DIREKTE I DIN INDBAKKE.
TILMELD DIG RAGNAROCK’S NYHEDSBREV
I ægteskabstermer fejrer de rubinbryllup. 40 år med kradsende kriser, langt hår og kreative processer i mange forskellige tempi. 2024 er et jubilæumsår for D-A-D, der er gamle nok til at være kommet på museum. Jesper Binzer fortæller om at finde sig til rette med nostalgien, selv om man er ramt af fremtids-tourette.
Dukker der en tyrolerhat eller en smølf op på nethinden, når man tænker på Johnny Reimar, så er det ikke et forkert billede. Men det er langt fra hele historien om en af dansk musiks helt store stjerner. Johnny Reimar har produceret musik for nogle af de største danske navne, solgt millioner af plader og boet på hotel med Rolling Stones.
Den ene drømte om at lave en soloplade og leve af musikken. Den anden tog til audition for at fordrive tiden med et eller andet, mens hun fandt ud af, hvad hun ville. Drømmene og ambitionerne var vidt forskellige, men Anne Dorte Michelsen og Maria Bramsen fandt sammen og skabte nogle af 80’ernes og 90’ernes allerstørste hits.
Egentlig troede hun, at hun skulle være fotograf. Men så tumlede Søs Fenger op på en scene og ind i en karriere som sangerinde. Hun var 21 og ville prøve det hele! Siden er kanterne slebet lidt til, og gennem 40 år har Søs Fenger fundet sin stil og troen på, at hun har noget at tilbyde.
Han har spillet på stort set alle de scener, han har kunnet drømme om. Men faktisk har det aldrig været den ambition, der har drevet sanger og sangskriver Peter Sommer. Hverken det at stå på en scene eller at drive det til noget mere. Alligevel kom karrieren buldrende. Han har det godt, har fundet sin hylde, og hvis man kan høre en længsel og en sorg i hans sange, så er det nok nærmest sorgen over mangel på ambition.
I uge 7 + 8 er der skruet maks op på volumenknappen, når hele RAGNAROCK vibrerer med vinterferie aktiviteter.
Unges musik har alle dage været en torn i øjet på deres forældre. I en ny udstilling undersøger Danmarks rockmuseum, RAGNAROCK, unges lyttekultur. For hvordan opdager unge musik i en verden, hvor teknologi og platforme er i konstant forandring? Måske er de slet ikke så forskellige fra deres forældre og bedsteforældre. Måske ville Beatles også have været kæmpestore på TikTok.
Er I på jagt efter sjove ferieoplevelser? Få her overblik over aktiviteter og udstillinger på Danmarks rockmuseum RAGNAROCK.
