MUDDERKLUMPEN

Det stod ned i stænger, den festival. I tre uger op til Roskilde Festival 1991 var der ikke kommet andet end regn, regn, regn. Pladsen var allerede godt våd, da de første gæster troppede op.

Én af dem var Lone Sewerin, der i 1991 var ved at være en festivalveteran. Hun havde været på Roskilde Festival siden 1986.

”Det betød meget for mig at tage på Roskilde Festival dengang. Alt andet blev planlagt uden om Roskilde Festival.” Sammen med fire-fem veninder drog hun afsted til Dyrskuepladsen. ”Derfor var det også klart, at jeg skulle på Roskilde Festival i 1991, og det var også klart, at jeg ikke bare lige tog hjem igen, selvom det var regnvejr.”

Og regn blev der rigeligt af. Der var dengang ikke lagt dræn på pladsen, og græsplænen kunne simpelthen ikke suge mere vand.

”Der var virkelig store søer alle vegne.” husker Lone, der fik det bedste ud af den våde oplevelse: ”Det var skægt at være der, i alt det der mudder, for man blev ligesom et barn igen. Man kunne lige så godt hoppe rundt i de der vandpytter og rulle sig i mudderet. Så det var faktisk en rigtig god festival.”

”Det var helt vildt”

Mange gæster tog hjem fra festivalen, og også fra Lones lejr. ”Vores camp den blev mindre og mindre. Vi startede med at være en fem-seks stykker, og jeg tror vi var to til sidst.”

”Vi holdt ud, og vi var der hele vejen igennem. Da jeg kom hjem var jeg mudder fra top til tå. Jeg kan huske, jeg kiggede mig i et spejl, og jeg havde haft det rigtigt rigtigt sjovt.”

Lones spejlbillede så dog noget usædvanligt ud efter en uge i smatten:

”Det er jo en del af smatten, der er kommet med hjem. Jeg følte jo nærmest, at den var groet ind i mig. Var blevet en del af mig. Da jeg kom hjem, så var jeg virkelig den der farve fra top til tå. Jeg havde regntøj på, som jeg havde haft på de der fire dage. Og så var det hele bare gråt. Det var et mørkeblåt sæt, men jeg var fuldstændig grå. Huden var også grå. Det var helt vildt. Mit hår var gråt.”

”Og så var det, da jeg stod derhjemme, at det begyndte at skalle af. Og så synes jeg det var sjovt at gemme, for det havde altså været en helt, helt anderledes festival. Altså jeg havde aldrig prøvet noget lignende. Man var også lidt stolt over at have holdt ud. Så det var et trofæ, der skulle vise, at jeg havde været der.”

Og smatten fra 1991 stod fremme hjemme hos Lone i knap 30 år. Men nu er den kommet på museum.

Den minder os om, hvordan Roskilde Festival kan være en nådesløs oplevelse, når den er et stort pløre. Når smatten virkelig rammer, så bliver vi alle klædt i den. Og når man er sammen om oplevelsen, så bliver den ikke bare sjov på trods af strabadserne.

Den bliver til et minde, som man har lyst til at putte i glas og gemme for eftertiden.