Af Jakob Caspersen
Læsetid: 4 min.
Mens Danmark var besat skelede mange unge stadig til USA for ny inspiration. Jazz og swingdans blev grundstenene i en ny gruppes identitet: swingpjattere. De så mærkelige ud, og bevægede sig underligt på dansegulvet. Det kunne umuligt være godt for hverken arbejds- eller sexualmoral.
TAKE IT EASY. Leo Mathiesen var den helt store musiker for swingpjatterne. Som orkesterleder styrede han slagets gang med stor cigarføring og legende klaverspil.
”Midt i den alvorligste Krise i det danske Folks Liv – var der vækstbetingelser for den hæsligste Ukrudtsplante, Swingpjatteriet.”
Det var ikke ligefrem rosende ord de danske jazzdansende unge fik med sig fra den konservative præst Børge Hjerl Hansen. I lighed med mange andre var han blevet forarget over deres absurde dans og deres endnu mere aparte fremtoning i det offentlige rum.
For swingpjatterne gik op i deres vilde jazzdans med liv og sjæl. Og så skilte de sig vitterligt også ud fra mængden.
I Glassalen med stjålne gummimåtter
”Jakken skal være lang, Bukserne korte – for Synets Skyld. Haaret skal helst være langt – men det er ikke nødvendigt.” Sådan beskrev swingpjatteren Hans den korrekte mundering til Mandens Blad. Med tiden blev det også moderne at bære uldtrøjer med ens forbogstav broderet på, for både mænd og kvinder.
Kvinderne bar knælange nederdele og hvide sokker trukket op over skoene – og netop skoene var det vigtigste særkende for swingpjatterne. De skulle gerne være forsynet med tre lag gummisåler, så man kunne glide hen ad dansegulvet.
Men under besættelsestiden var gummi en mangelvare, og der var flere meldinger om stjålne gummimåtter, der måtte lade livet til fordel for swingpjatternes skomode.
Når pjatterne var kommet i tøjet gik turen mod populære dansesteder. I København var det især Glassalen i Tivoli, der dannede ramme om bevægelsen. Her var der orkestermusik hver aften. Navnlig pianisten Leo ”The Lion” Mathiesen leverede soundtracket til de unges dans. Som sin signatur havde han konstant en cigar hængende fra mundvigen.
Med hits som “Take it Easy Boy” satte han han gang i dansegulvet. Og der blev gået til den. ”Man maa ikke have nogen form for hæmninger, når man danser”, melder en anden swingpjatter til Mandens Verden.
DANS. Der er swingpjattere foran kamraet i filmen ”Lev Livet Let” fra 1944. Bemærk dansen, herrernes lange hår, og de vovede kameravinkler af bare dameben.
”Som reaktion på alt, der er kort her i tilværelsen”
Det var netop i Glassalen, at journalisten fra Mandens Blad havde mødt swingpjatterne. Her var han taget hen for at undersøge dette nye, sælsomme fænomen. Det kom til landet i 1942.
Mens selve ordet ”swingpjat” kom fra den svenske revyforfatter Kar De Mumma, så er snart alt andet ved bevægelsen fra USA. Det er første gang, der opstår en amerikansk inspireret subkultur blandt danske unge.
Da USA indtræder i krigen mister de kulørte blade også adgangen til deres bedste historier. Derfor bliver der rigeligt med spalteplads til swingpjatterne. Mens de bliver genstand for latterliggørelse i landets revyer og satirespalter, så er de billedrige uge- og månedsblade mere fordomsfrie. De prøver at gøre dem forstålige for sine læsere.
For eksempel får den selverklærede swingpjatte Ola Trøing mulighed for at forklare bevæggrunden bag sin frisure. Hans lange hår er en ”reaktion på alt, der er kort her i tilværelsen” og så kan der ”være mægtigt godt swing i en hårbund” til den hæmningsløse dans.
Vi dyrker Swingpjat fra cirkusrevyen 1942
”Den naturligste ting af verden”
Bladets udsendte rapporter forsøger også at koble swingmusik og erotik sammen. Det glider de unge mere af på. Senere på aftenen overleverer en seddel til ham:
”Dementi. Af swing bliver man kun dansemæssig ophidset – ikke erotisk. Hver ting til sin tid.” Pjatterne mener ikke, at de ”er et hagl værre, end folk var for hundrede, halvtreds eller femogtyve år siden.”
Mange havde en opfattelse af, at der skete et moralsk skred i besættelsestiden. Det var navnlig de unge, der stod under anklage for at være blevet promiskuøse. Og et eller andet skete der også. Mellem 1940 og 1945 skete der næsten en tredobling i antallet af gonorésmittede.
Det vakte stor opsigt, da journalisten Kate Fleron i 1943 kom med bogen Vi er ungdommen. I et interview Helga, der er ”en intelligent ung pige” på 21 kan man læse at ”Jeg gik i seng med min kæreste, fordi jeg fandt, det var den naturligste ting af verden – og fordi jeg ikke kunne lade være.”
Det var stærk kost for mange konservative læsere i samtiden. Moralskredet blev kædet sammen med flere ting. Mange husfædre var ikke hjemme til at statuere et eksempel, fordi de arbejde i den tyske krigsindustri eller med bunkersbyggeri på vestkysten. De mange kaffebarer, hvor unge, arbejdsløse mænd hørte til var også arnesteder for moralens fordærv. Og så var der selvfølgelig den skændige swingmusik.
Bomber mod en ”racefremmed henrykkelse”
Her er vi tilbage ved pastor Børge Hjerl Hansen, der også er citeret i starten af artiklen. Til bladet Konservativ Ungdom skrev han ”Hvordan er det gået til, at nogle unge har brændt vingerne og er styrtet i kælderhalsen ned i den moralske underverden? … Kan og vil en sådan ungdom ikke lade sig frelse, ja så må den dø … Hvis det Offentlige ikke på en eller anden måde griber ind og sætter swingpjatterne og deres beundrere i arbejdslejr, dør de af livslede med et revue-refrain i mundvigen!”
Hjerl Hansens kritik af swingpjatterne hører til blandt de mere harske. For mens swingpjatterne levede i relativt ro og mag i Danmark, så blev deres ligesindede sendt i koncentrationslejr i både Tyskland og Rumænien. Med deres specielle udseende og fascination af ”negerjazz” var de ikke ligefrem nazistiske mønsterborgere.
Glassalen endte da også som mål for de tyske hævnaktioner på sabotage fra den danske modstandsbevægelse. Hævnterroren gik under navnet Schalburgtage, opkaldt efter den afdøde leder for de danske SS-frivillige.
Før bombesprængningen var den danske nazist Kaj Henning Bothildsen Nielsen på besøg i salen. Han var mildest talt ikke positivt stemt: “Disse dansebuler henrev nordisk ungdom i en racefremmed henrykkelse”.
Som næstkommanderende i den frygtede Petergruppe deltog han i terrorangrebet mod Tivoli natten til d. 25 juni 1944, der ødelagde Glassalen. Efter krigen blev han dømt til døden for sin deltagelse ikke mindre end 57 mord.
Da han blev skudt i 1947 var det også så som så med swingpjatbevægelsen. Aviserne havde fået adgang til amerikanske historier igen, og fænomenet så også ud til at være aftaget.
Selvsamme medier var med til at give elementer fra swingkulturen nyt liv i midten af 1950’erne. Denne gang under navnet rock ’n’ roll. Men det er en helt anden historie.
Vil du have artikler som denne direkte i din indbakke to gange om måneden?
Så tilmeld dig RAGNAROCKs nyhedsbrev på få sekunder her.
Så deltager du samtidig hver måned i lodtrækningen om fede præmier.
I ægteskabstermer fejrer de rubinbryllup. 40 år med kradsende kriser, langt hår og kreative processer i mange forskellige tempi. 2024 er et jubilæumsår for D-A-D, der er gamle nok til at være kommet på museum. Jesper Binzer fortæller om at finde sig til rette med nostalgien, selv om man er ramt af fremtids-tourette.
Dukker der en tyrolerhat eller en smølf op på nethinden, når man tænker på Johnny Reimar, så er det ikke et forkert billede. Men det er langt fra hele historien om en af dansk musiks helt store stjerner. Johnny Reimar har produceret musik for nogle af de største danske navne, solgt millioner af plader og boet på hotel med Rolling Stones.
Den ene drømte om at lave en soloplade og leve af musikken. Den anden tog til audition for at fordrive tiden med et eller andet, mens hun fandt ud af, hvad hun ville. Drømmene og ambitionerne var vidt forskellige, men Anne Dorte Michelsen og Maria Bramsen fandt sammen og skabte nogle af 80’ernes og 90’ernes allerstørste hits.
Egentlig troede hun, at hun skulle være fotograf. Men så tumlede Søs Fenger op på en scene og ind i en karriere som sangerinde. Hun var 21 og ville prøve det hele! Siden er kanterne slebet lidt til, og gennem 40 år har Søs Fenger fundet sin stil og troen på, at hun har noget at tilbyde.
Han har spillet på stort set alle de scener, han har kunnet drømme om. Men faktisk har det aldrig været den ambition, der har drevet sanger og sangskriver Peter Sommer. Hverken det at stå på en scene eller at drive det til noget mere. Alligevel kom karrieren buldrende. Han har det godt, har fundet sin hylde, og hvis man kan høre en længsel og en sorg i hans sange, så er det nok nærmest sorgen over mangel på ambition.
I uge 7 + 8 er der skruet maks op på volumenknappen, når hele RAGNAROCK vibrerer med vinterferie aktiviteter.
Unges musik har alle dage været en torn i øjet på deres forældre. I en ny udstilling undersøger Danmarks rockmuseum, RAGNAROCK, unges lyttekultur. For hvordan opdager unge musik i en verden, hvor teknologi og platforme er i konstant forandring? Måske er de slet ikke så forskellige fra deres forældre og bedsteforældre. Måske ville Beatles også have været kæmpestore på TikTok.
Er I på jagt efter sjove ferieoplevelser? Få her overblik over aktiviteter og udstillinger på Danmarks rockmuseum RAGNAROCK.
