”Den naturligste ting af verden”

Bladets udsendte rapporter forsøger også at koble swingmusik og erotik sammen. Det glider de unge mere af på. Senere på aftenen overleverer en seddel til ham:

”Dementi. Af swing bliver man kun dansemæssig ophidset – ikke erotisk. Hver ting til sin tid.” Pjatterne mener ikke, at de ”er et hagl værre, end folk var for hundrede, halvtreds eller femogtyve år siden.”

Mange havde en opfattelse af, at der skete et moralsk skred i besættelsestiden. Det var navnlig de unge, der stod under anklage for at være blevet promiskuøse. Og et eller andet skete der også. Mellem 1940 og 1945 skete der næsten en tredobling i antallet af gonorésmittede.

Det vakte stor opsigt, da journalisten Kate Fleron i 1943 kom med bogen Vi er ungdommen. I et interview Helga, der er ”en intelligent ung pige” på 21 kan man læse at ”Jeg gik i seng med min kæreste, fordi jeg fandt, det var den naturligste ting af verden – og fordi jeg ikke kunne lade være.”

Det var stærk kost for mange konservative læsere i samtiden. Moralskredet blev kædet sammen med flere ting. Mange husfædre var ikke hjemme til at statuere et eksempel, fordi de arbejde i den tyske krigsindustri eller med bunkersbyggeri på vestkysten. De mange kaffebarer, hvor unge, arbejdsløse mænd hørte til var også arnesteder for moralens fordærv. Og så var der selvfølgelig den skændige swingmusik.

Bomber mod en ”racefremmed henrykkelse”

Her er vi tilbage ved pastor Børge Hjerl Hansen, der også er citeret i starten af artiklen. Til bladet Konservativ Ungdom skrev han ”Hvordan er det gået til, at nogle unge har brændt vingerne og er styrtet i kælderhalsen ned i den moralske underverden? … Kan og vil en sådan ungdom ikke lade sig frelse, ja så må den dø … Hvis det Offentlige ikke på en eller anden måde griber ind og sætter swingpjatterne og deres beundrere i arbejdslejr, dør de af livslede med et revue-refrain i mundvigen!”

Hjerl Hansens kritik af swingpjatterne hører til blandt de mere harske. For mens swingpjatterne levede i relativt ro og mag i Danmark, så blev deres ligesindede sendt i koncentrationslejr i både Tyskland og Rumænien. Med deres specielle udseende og fascination af ”negerjazz” var de ikke ligefrem nazistiske mønsterborgere.

Glassalen endte da også som mål for de tyske hævnaktioner på sabotage fra den danske modstandsbevægelse. Hævnterroren gik under navnet Schalburgtage, opkaldt efter den afdøde leder for de danske SS-frivillige.

Før bombesprængningen var den danske nazist Kaj Henning Bothildsen Nielsen på besøg i salen. Han var mildest talt ikke positivt stemt: “Disse dansebuler henrev nordisk ungdom i en racefremmed henrykkelse”.

Som næstkommanderende i den frygtede Petergruppe deltog han i terrorangrebet mod Tivoli natten til d. 25 juni 1944, der ødelagde Glassalen. Efter krigen blev han dømt til døden for sin deltagelse ikke mindre end 57 mord.

Da han blev skudt i 1947 var det også så som så med swingpjatbevægelsen. Aviserne havde fået adgang til amerikanske historier igen, og fænomenet så også ud til at være aftaget.

Selvsamme medier var med til at give elementer fra swingkulturen nyt liv i midten af 1950’erne. Denne gang under navnet rock ’n’ roll. Men det er en helt anden historie.