MUSEET FOR POP, ROCK OG UNGDOMSKULTUR

50 ÅR MED ROSKILDE FESTIVAL

Anden del:

Fra rockere og rockmusik til reggae og en ny scene. 1977-78.

FORANDRING. Det er næppe tilfældigt, at sloganet for festivalen i 1978 var ”Med masser af nyt under solen.” Med en ny musikprofil, en forandret festivalplads og en ny scene ramte slagordene ikke ved siden af.

JAMMIN’. Bob Marley and The Wailers leverede en legendarisk koncert på Orange Scene i 1978. Reggeaen var en af de nye genrer, der kom til festivalen det år. Du kan høre et uddrag af koncerten her. Foto: Ukendt

SUNDT. Urtekræmmeren var blandt de tidlige boder på festivalen her kunne man bl.a. købe vegetariske retter og ”sundhedskager, der til almen oplysning smager mere af sundhed, end af kage.” ifølge Per Knudsen. Foto: ukendt

KLONK. Selvom den nye scene var meget mere professionel, så var der stadigvæk plads til temmeligt improviserede løsninger. Her banker en frivillig et af de lange jordspyd ned fra toppen af to trækasser. Foto: Ukendt

WUHUUU! Hårdt arbejde var der nok af, men der var også tid til sjov som frivillig. Det var bestemt ikke uden stolthed, at festivalen kunne indvie den nye canopyscene, der af Aktuelt blev beskrevet som et ”drage-telt.” Foto: Ukendt.

VARTEGN. Med canopy scenen, som orange scene blev kaldt de første år, fik Roskilde ikke blot et nyt vartegn. Den var med til at løfte festivalen op i hierakiet. Nu var man en mere seriøs spiller end før. Foto: Ukendt

Af Jakob Caspersen

Læsetid: 8 min.

Roskilde Festival fandt formen i løbet af 1970’erne. Men mod årtiets slutning slog den ikke længere til. Efter et år med middelmådig musik et uvelkomment rockerbesøg måtte festivalen genopfinde sig selv.  Det resulterede i nogle forandringer, der fortsat præger festivalen.

”Det er den dårligste festival, der har været.”

Så klar var meldingen fra Svend Åge Andersen allerede inden festen var forbi i 1977. Svåge, som han blev kaldt, var en af de mange frivillige, der havde været med til at arrangere festivalen. Og han var ikke den eneste, der tog skuffet hjem.

For Roskilde Festival 1977 bød på både regn og rockere. Og som om det ikke var nok, så skuffede musikken fælt med et kedeligt, bagudskuende program.

Den ældre generations ”svedige kommercielle røv”

Øverst på plakaten stod Rock ’n’ Roll legenden Chuck Berry. I 70’erne turnerede han med tilfældige, lokale backing bands, der end ikke fik en setliste inden han gik på scenen. Han forventede, at de kunne falde ind efter han havde spillet det indledende guitarriff. Det kunne de sjældent, og måske var det til festivalens held, at Berry aflyste sin optræden.

Ellers bestod de største navne bl.a. af Ian Gillan Band og The Jack Bruce Band; musikere, der var kendte fra hhv. Deep Purple og Cream, men som aldrig slog igennem som solomusikere. Det gav et trist indtryk af, at festivalen søgte tilbage til navne fra en svunden tid, uden noget nyt under solen­.

Og måske var det den slags bookinger, der fik Ekstra Bladet til at komme med et heftigt udbrud om, at ”den ældre generation har placeret sin svedige kommercielle røv over dyrskuepladsen, så de unge ikke kan få luft!”

Men musikken var som bekendt ikke det eneste kritikpunkt af festivalen i 1977.

Jernstænger og hagekors

Allerede i 1972 havde festivalen frygtet en invasion af datidens protorockere – De Vilde Engle. Dengang havde man lavet en aftale om, at de mod en betaling på 5.000 kr. fik tjansen med at holde vagt ved hegnet. Og selv om de ragede uklar med festivalen, og truede med at invadere festivalen, så blev det ved truslen.

Men i 1976 kom invasionen. Talrige rockere fra klubber som Gypsy Nomads og Filthy Few kom i slagsmål med både hinanden og resten af publikum. Og i 1977 kom der endnu flere, end året før.

For rockerbanderne i midten af 1970’erne stod den på ballade for balladens skyld. Alt hvad man kunne provokere med var godt. Fra hagekors på tøjet til trusler med jernstænger.

De startede slagsmål. De pissede på tilfældige gæster. De åbnede hanerne til slamsugeren, når den kørte forbi.

De var alt, alt for meget.

I 1976 gik politiet i aktion. Lørdag eftermiddag gik de samlet gennem pladsen, og tog alle med rygmærker med sig ud. Den historie gentog sig i 1977, hvor ca. 50 rockere blev smidt ud af festivalen lørdag aften. Indtil da havde de gjort et temligt negativt indtryk på de fleste andre gæster.

SLAGSMÅL. Et par herrer i cowboyjakker er kommet op og toppes foran hovedscenen. Klip fra filmen ”Kloden Rokker”, der blev optaget på Roskilde i 1977. Ligesom festivalen blev den også et flop.

En hippiedrøm ebber ud

For nogle deltagere og iagttagere var festivalen ved at være et levn fra fordums hippietid – en anakronisme.

En af gæsterne sagde, at ”Det er ligesom at man søger efter noget, der er overstået. Altså man søger tilbage til de glade blomstertider, hvor der var en helt anden stemning herude. Det var der altså.”

Og selvom festivalgæsten stadig kunne mærke stemningen fra 1960’erne ”i krogene, i folkesangerteltet, rundt omkring”, så var tiden nu en anden.

Og festivalen var ikke fulgt med.

Svend Åge Andersen, der havde kaldt festivalen for den dårligste nogensinde, tog de historiske briller på, for at forklare hvorfor det var gået så galt. ”Roskilde Festival startede i en periode hvor Woodstockfestivalen kun lå ganske få år tilbage … Men hele den bølge er for mig at se færdig nu.”

Han fortsatte: ”Der foregår nogle spændinger ude i samfundet, som er helt anderledes, og som en festival af denne her [størrelse] slet ikke kan overdøve, altså ungdomsarbejdsløsheden: 170.000 mennesker på gaden, ikke. Og folk som ikke har noget at se frem til overhovedet. Det er nogle spændinger, som også smitter af på en Roskilde Festival.”

Samfundet havde forandret sig. Og for at festivalen kunne blive relevant igen, måtte den svare på de forandringer.

En af de forandringer fandt man i en gammel hangar i Storbritannien.

IKON. Presenningen blev orange fordi den var på tilbud – ikke fordi den var pæn. ”Men det er da en fed farve til et rock’n’roll-telt” sagde Rolling Stones’ tour manager om valget. Leif Skovs hjemmebygede model er skabt med et hvidt lagen istedet. Den blev modeleret efter et enkelt sort/hvid foto. Foto: RAGNAROCK

Et slagtilbud fra et konkursbo

Det var lidt af en tilfældighed, at Leif Skov kom på sporet af Orange scene – canopy scenen, som den hed de første mange år. I 1978 var skov formand for den gruppe, der havde ansvaret for festivalens scener. Han havde set et billede af scenen i musikbladet New Musical Express. Det blev han så fascineret af, at han byggede en model af scenen ud af pap, clips og et lagen.

Scenen var skabt til Rolling Stones’ europaturné i 1976, hvor den kun havde været brugt i et begrænset omfang. Størstedelen af turnéen foregik nemlig indendørs. Efter turnéen blev scenen brugt til en gigantisk støttekoncert i Hyde Park med over 150.000 tilskuere, hvor Queen stod øverst på plakaten. Men herefter kom den i overskud.

Derefter lå den og samlede støv i en utæt hangar. Det selskab, der ejede scenen, var under konkurs. Nogle af kreditorerne var allerede begyndt at afregne i løsdele.

I januar 1978 fik festivalen et nys om, at scenen var til salg, og i maj lykkedes det at få scenen til Danmark. Den var alt andet end komplet, men til gengæld var prisen ganske rimelig. De 10.000 pund i 1978 svarer nogenlunde til 400.000 kr. i 2020. Til sammenligning pungede festivalen 1 mio. kr. ud for en ny presenning i 1983 – ca. 2,25 mio. kr. i 2020 værdi.

Med den orange canopy scene vandt Roskilde anerkendelse som en seriøs spiller på det europæiske festivalmarked. Den virkede noget mere overbevisende på bookere og kunstnere end den temmelig improviserede stilladsscene.

Men allervigtigst, så fik festivalen et blivende vartegn. Allerede året efter var scenen på plakaten. Og sådan har det – med ganske enkelte undtagelser – været siden. Scenen er blevet et symbol på, og ligefrem synonym med, festivalen.

Den er et samlingspunkt i den kollektive roskildehukommelse, der går på tværs af generationer, genrer og subkulturer. Den kan være både nådesløs og omfavnende overfor sine optrædende. Her bliver stjerner skabt, og til tider også pillet ned igen.

Navnlig to koncerter fra 1978 gik videre i fortællingen om Orange Scene. Bob Marley, og ”en vred ung mand”.

”Når rock bliver til fascisme”
Elvis Costello var det første navn på festivalen, der lugtede lidt af punk. Med sit image som en vred ung mand var han et frisk pust til festivalens program. Der var langt fra Woodstock til Costello. Det var en booking, der gav pote hos publikum. I al fald hvis man skal dømme på jubelråbene efter det sidste nummer.

I anmeldelserne af koncerten er begejstringen derimod sværere at få øje på. Under overskriften ”Når rock bliver til fascisme” beskrev Politikens anmelder Torben Bille Costellos kamp med journalister – og især fotografer.

”All you fuckers OUT” havde han “på sin hjertevarme facon” råbt til fotograferne foran scenen. Bagved havde nogle af hans folk fået hjælp fra de hundepatruljer festivalen havde som en del af sit beredskab. Bille kvitterede ved at beskrive ham som en ”millitant paranoid primadonna” og håbede på, at næste festival blev ”uden hundepatruljer og så selvfølgelig uden Costello.”

Han var dog ikke den eneste journalist, der bevidnede optrinnet. Costello får langt fra en ligeså hård medfart i den lokale Roskilde Tidende. Her råbte han tværtimod grimme ting af hundeførerne mens ”Backinggruppen The Attractions spillede hæmningsløst op til den afsindigt dirrende Elvis Costello, og med en forrygende timing afleverede de uophørligt det ene stærke rocknummer efter det andet.”

Hundepatruljerne blev fremover holdt bedre i snor. Men Costello kom igen. Og igen. I 1995 spillede han sin sjette, og indtil videre sidste koncert på Orange scene.

Mens Costello selv forlod punken, så blev genren gradvist mere fremherskende på festivalen i 1979 og de følgende år. Både på programmet, og måske især blandt dets publikum. Festivalen havde fundet et nyt følge, og tilføjet en ny udtryksform til sit repertoire.

Fornyelse til krop og sjæl
Mens Elvis Costello ikke var sagen for Torben Bille, så var det anderledes med den jamaicanske reggaelegende Bob Marley. ”Ingen forlod festivalen lørdag uberørt. En overvældende oplevelse. Jeg har endnu svært ved at sidde helt stille på stolen.”

Det havde været et hyr at få detaljerne med Bob Marleys optræden på plads. Ingen hoteller ville tage imod ham og hans omfangsrige følge. Til sidst lykkedes det at få en aftale i stand med hotel Skandinavia mod at festivalen bekostede en ekstra overnatning – for der skulle luftes grundigt ud efter de mange hjemmelavede måltider, som følget lavede på værelserne.

Det var anstrengelserne værd. For tonerne fra Bob Marley and The Wailers gav genlyd mange år fremover. Men vigtigere endnu, så skabte de også genklang i samtiden.

Fra og med 1978 er det svært at betragte Roskilde som en traditionel rockfestival. For siden da, har den haft en ambition om at reflektere udviklinger i både musik og samfund i sit musikprogram. I 1978 lykkedes den mission til fulde.

Lige siden har Roskilde søgt at være en holdningsbaseret aktualitetsfestival. Ikke at den er gået ind i partipolitik. Men den har ønsket at påvirke og blive påvirket af sit aktuelle publikum.

50 år efter de første toner ramte Dyrskuepladsen henvender festivalen sig fortsat til unge mennesker. For at det skal lykkedes, så må forandringer og fornyelser stå højt på dagsordenen.

Og det gjorde de i 1978.

TIDEN I TAL

 

1976

Varighed: 3 dage

Deltagere inkl. Frivillige: 32.500

Billetpris: 60 kr. (ca. 270 kr. i 2020 værdi)

 

1977

Varighed: 3 dage

Deltagere inkl. Frivillige: 31.000

Billetpris: 80 kr. (ca. 320 kr. i 2020 værdi)

 

1978

Varighed: 3 dage

Deltagere inkl. Frivillige: 36.500

Billetpris: 100 kr. (ca. 365 kr. i 2020 værdi)

 

FLERE NYHEDER OG ARTIKLER

50 ÅR MED ROSKILDE FESTIVAL – TREDJE DEL

Fra Alternativby og U2 til Grøn Scene og Metallica. 1982-1990.
Roskilde Festival var veletableret og driftig i starten af 1980’erne. Arrangementet greb om sig og krævede mere og mere af de frivillige, der drev det. Med en ændring i 1986 blev vejen banet for, at festivalen kunne udvikle sig i nye retninger.

Læs mere »

50 ÅR MED ROSKILDE FESTIVAL – ANDEN DEL

Fra rockere og rockmusik til reggae og en ny scene. 1977-78.
Roskilde Festival fandt formen i løbet af 1970’erne. Men mod årtiets slutning slog den ikke længere til. Efter et år med middelmådig musik et uvelkomment rockerbesøg måtte festivalen genopfinde sig selv. Det resulterede i nogle forandringer, der fortsat præger festivalen.

Læs mere »

TAG ET TRIP TIL SUMMER OF LOVE 1967

Sommeren i år bliver ikke, som den plejer. Mange vil længes efter rejser, de ikke kom afsted på, og festivaler, der blev aflyst. Måske vil nogen også længes tilbage i tiden. Til dengang en sommer var en sommer, og musikken overgik sig selv gang på gang. Er du en af dem? Eller er du bare nysgerrig på, hvorfor 1967 blev en helt særlig sommer i dansk og international rockhistorie – så tag med tilbage til ’Summer of love’

Læs mere »

OBS.
Forhåndsreservering for almindelige besøg er ikke nødvendigt for andre end institutioner og grupper på over 10 personer

A wop baba loo bop a wop bam boom!

Gode historier, quiz og præmier i indbakken hver anden uge.