RAGNAROCK Logo

MUSEET FOR POP, ROCK OG UNGDOMSKULTUR

50 ÅR MED ROSKILDE FESTIVAL

Anden del:

Fra rockere og rockmusik til reggae og en ny scene. 1977-78.

FORANDRING. Det er næppe tilfældigt, at sloganet for festivalen i 1978 var ”Med masser af nyt under solen.” Med en ny musikprofil, en forandret festivalplads og en ny scene ramte slagordene ikke ved siden af.

JAMMIN’. Bob Marley and The Wailers leverede en legendarisk koncert på Orange Scene i 1978. Reggeaen var en af de nye genrer, der kom til festivalen det år. Du kan høre et uddrag af koncerten her. Foto: Ukendt

SUNDT. Urtekræmmeren var blandt de tidlige boder på festivalen her kunne man bl.a. købe vegetariske retter og ”sundhedskager, der til almen oplysning smager mere af sundhed, end af kage.” ifølge Per Knudsen. Foto: ukendt

KLONK. Selvom den nye scene var meget mere professionel, så var der stadigvæk plads til temmeligt improviserede løsninger. Her banker en frivillig et af de lange jordspyd ned fra toppen af to trækasser. Foto: Ukendt

WUHUUU! Hårdt arbejde var der nok af, men der var også tid til sjov som frivillig. Det var bestemt ikke uden stolthed, at festivalen kunne indvie den nye canopyscene, der af Aktuelt blev beskrevet som et ”drage-telt.” Foto: Ukendt.

VARTEGN. Med canopy scenen, som orange scene blev kaldt de første år, fik Roskilde ikke blot et nyt vartegn. Den var med til at løfte festivalen op i hierakiet. Nu var man en mere seriøs spiller end før. Foto: Ukendt

Af Jakob Caspersen

Læsetid: 8 min.

Roskilde Festival fandt formen i løbet af 1970’erne. Men mod årtiets slutning slog den ikke længere til. Efter et år med middelmådig musik et uvelkomment rockerbesøg måtte festivalen genopfinde sig selv.  Det resulterede i nogle forandringer, der fortsat præger festivalen.

”Det er den dårligste festival, der har været.”

Så klar var meldingen fra Svend Åge Andersen allerede inden festen var forbi i 1977. Svåge, som han blev kaldt, var en af de mange frivillige, der havde været med til at arrangere festivalen. Og han var ikke den eneste, der tog skuffet hjem.

For Roskilde Festival 1977 bød på både regn og rockere. Og som om det ikke var nok, så skuffede musikken fælt med et kedeligt, bagudskuende program.

Den ældre generations ”svedige kommercielle røv”

Øverst på plakaten stod Rock ’n’ Roll legenden Chuck Berry. I 70’erne turnerede han med tilfældige, lokale backing bands, der end ikke fik en setliste inden han gik på scenen. Han forventede, at de kunne falde ind efter han havde spillet det indledende guitarriff. Det kunne de sjældent, og måske var det til festivalens held, at Berry aflyste sin optræden.

Ellers bestod de største navne bl.a. af Ian Gillan Band og The Jack Bruce Band; musikere, der var kendte fra hhv. Deep Purple og Cream, men som aldrig slog igennem som solomusikere. Det gav et trist indtryk af, at festivalen søgte tilbage til navne fra en svunden tid, uden noget nyt under solen­.

Og måske var det den slags bookinger, der fik Ekstra Bladet til at komme med et heftigt udbrud om, at ”den ældre generation har placeret sin svedige kommercielle røv over dyrskuepladsen, så de unge ikke kan få luft!”

Men musikken var som bekendt ikke det eneste kritikpunkt af festivalen i 1977.

Jernstænger og hagekors

Allerede i 1972 havde festivalen frygtet en invasion af datidens protorockere – De Vilde Engle. Dengang havde man lavet en aftale om, at de mod en betaling på 5.000 kr. fik tjansen med at holde vagt ved hegnet. Og selv om de ragede uklar med festivalen, og truede med at invadere festivalen, så blev det ved truslen.

Men i 1976 kom invasionen. Talrige rockere fra klubber som Gypsy Nomads og Filthy Few kom i slagsmål med både hinanden og resten af publikum. Og i 1977 kom der endnu flere, end året før.

For rockerbanderne i midten af 1970’erne stod den på ballade for balladens skyld. Alt hvad man kunne provokere med var godt. Fra hagekors på tøjet til trusler med jernstænger.

De startede slagsmål. De pissede på tilfældige gæster. De åbnede hanerne til slamsugeren, når den kørte forbi.

De var alt, alt for meget.

I 1976 gik politiet i aktion. Lørdag eftermiddag gik de samlet gennem pladsen, og tog alle med rygmærker med sig ud. Den historie gentog sig i 1977, hvor ca. 50 rockere blev smidt ud af festivalen lørdag aften. Indtil da havde de gjort et temligt negativt indtryk på de fleste andre gæster.

Denne video kan kun vises
hvis du accepterer cookies
Klik her for at acceptere cookies

SLAGSMÅL. Et par herrer i cowboyjakker er kommet op og toppes foran hovedscenen. Klip fra filmen ”Kloden Rokker”, der blev optaget på Roskilde i 1977. Ligesom festivalen blev den også et flop.

En hippiedrøm ebber ud

For nogle deltagere og iagttagere var festivalen ved at være et levn fra fordums hippietid – en anakronisme.

En af gæsterne sagde, at ”Det er ligesom at man søger efter noget, der er overstået. Altså man søger tilbage til de glade blomstertider, hvor der var en helt anden stemning herude. Det var der altså.”

Og selvom festivalgæsten stadig kunne mærke stemningen fra 1960’erne ”i krogene, i folkesangerteltet, rundt omkring”, så var tiden nu en anden.

Og festivalen var ikke fulgt med.

Svend Åge Andersen, der havde kaldt festivalen for den dårligste nogensinde, tog de historiske briller på, for at forklare hvorfor det var gået så galt. ”Roskilde Festival startede i en periode hvor Woodstockfestivalen kun lå ganske få år tilbage … Men hele den bølge er for mig at se færdig nu.”

Han fortsatte: ”Der foregår nogle spændinger ude i samfundet, som er helt anderledes, og som en festival af denne her [størrelse] slet ikke kan overdøve, altså ungdomsarbejdsløsheden: 170.000 mennesker på gaden, ikke. Og folk som ikke har noget at se frem til overhovedet. Det er nogle spændinger, som også smitter af på en Roskilde Festival.”

Samfundet havde forandret sig. Og for at festivalen kunne blive relevant igen, måtte den svare på de forandringer.

En af de forandringer fandt man i en gammel hangar i Storbritannien.

IKON. Presenningen blev orange fordi den var på tilbud – ikke fordi den var pæn. ”Men det er da en fed farve til et rock’n’roll-telt” sagde Rolling Stones’ tour manager om valget. Leif Skovs hjemmebygede model er skabt med et hvidt lagen istedet. Den blev modeleret efter et enkelt sort/hvid foto. Foto: RAGNAROCK

Et slagtilbud fra et konkursbo

Det var lidt af en tilfældighed, at Leif Skov kom på sporet af Orange scene – canopy scenen, som den hed de første mange år. I 1978 var skov formand for den gruppe, der havde ansvaret for festivalens scener. Han havde set et billede af scenen i musikbladet New Musical Express. Det blev han så fascineret af, at han byggede en model af scenen ud af pap, clips og et lagen.

Scenen var skabt til Rolling Stones’ europaturné i 1976, hvor den kun havde været brugt i et begrænset omfang. Størstedelen af turnéen foregik nemlig indendørs. Efter turnéen blev scenen brugt til en gigantisk støttekoncert i Hyde Park med over 150.000 tilskuere, hvor Queen stod øverst på plakaten. Men herefter kom den i overskud.

Derefter lå den og samlede støv i en utæt hangar. Det selskab, der ejede scenen, var under konkurs. Nogle af kreditorerne var allerede begyndt at afregne i løsdele.

I januar 1978 fik festivalen et nys om, at scenen var til salg, og i maj lykkedes det at få scenen til Danmark. Den var alt andet end komplet, men til gengæld var prisen ganske rimelig. De 10.000 pund i 1978 svarer nogenlunde til 400.000 kr. i 2020. Til sammenligning pungede festivalen 1 mio. kr. ud for en ny presenning i 1983 – ca. 2,25 mio. kr. i 2020 værdi.

Med den orange canopy scene vandt Roskilde anerkendelse som en seriøs spiller på det europæiske festivalmarked. Den virkede noget mere overbevisende på bookere og kunstnere end den temmelig improviserede stilladsscene.

Men allervigtigst, så fik festivalen et blivende vartegn. Allerede året efter var scenen på plakaten. Og sådan har det – med ganske enkelte undtagelser – været siden. Scenen er blevet et symbol på, og ligefrem synonym med, festivalen.

Den er et samlingspunkt i den kollektive roskildehukommelse, der går på tværs af generationer, genrer og subkulturer. Den kan være både nådesløs og omfavnende overfor sine optrædende. Her bliver stjerner skabt, og til tider også pillet ned igen.

Navnlig to koncerter fra 1978 gik videre i fortællingen om Orange Scene. Bob Marley, og ”en vred ung mand”.

Denne video kan kun vises
hvis du accepterer cookies
Klik her for at acceptere cookies

”Når rock bliver til fascisme”
Elvis Costello var det første navn på festivalen, der lugtede lidt af punk. Med sit image som en vred ung mand var han et frisk pust til festivalens program. Der var langt fra Woodstock til Costello. Det var en booking, der gav pote hos publikum. I al fald hvis man skal dømme på jubelråbene efter det sidste nummer.

I anmeldelserne af koncerten er begejstringen derimod sværere at få øje på. Under overskriften ”Når rock bliver til fascisme” beskrev Politikens anmelder Torben Bille Costellos kamp med journalister – og især fotografer.

”All you fuckers OUT” havde han “på sin hjertevarme facon” råbt til fotograferne foran scenen. Bagved havde nogle af hans folk fået hjælp fra de hundepatruljer festivalen havde som en del af sit beredskab. Bille kvitterede ved at beskrive ham som en ”millitant paranoid primadonna” og håbede på, at næste festival blev ”uden hundepatruljer og så selvfølgelig uden Costello.”

Han var dog ikke den eneste journalist, der bevidnede optrinnet. Costello får langt fra en ligeså hård medfart i den lokale Roskilde Tidende. Her råbte han tværtimod grimme ting af hundeførerne mens ”Backinggruppen The Attractions spillede hæmningsløst op til den afsindigt dirrende Elvis Costello, og med en forrygende timing afleverede de uophørligt det ene stærke rocknummer efter det andet.”

Hundepatruljerne blev fremover holdt bedre i snor. Men Costello kom igen. Og igen. I 1995 spillede han sin sjette, og indtil videre sidste koncert på Orange scene.

Mens Costello selv forlod punken, så blev genren gradvist mere fremherskende på festivalen i 1979 og de følgende år. Både på programmet, og måske især blandt dets publikum. Festivalen havde fundet et nyt følge, og tilføjet en ny udtryksform til sit repertoire.

Fornyelse til krop og sjæl
Mens Elvis Costello ikke var sagen for Torben Bille, så var det anderledes med den jamaicanske reggaelegende Bob Marley. ”Ingen forlod festivalen lørdag uberørt. En overvældende oplevelse. Jeg har endnu svært ved at sidde helt stille på stolen.”

Det havde været et hyr at få detaljerne med Bob Marleys optræden på plads. Ingen hoteller ville tage imod ham og hans omfangsrige følge. Til sidst lykkedes det at få en aftale i stand med hotel Skandinavia mod at festivalen bekostede en ekstra overnatning – for der skulle luftes grundigt ud efter de mange hjemmelavede måltider, som følget lavede på værelserne.

Det var anstrengelserne værd. For tonerne fra Bob Marley and The Wailers gav genlyd mange år fremover. Men vigtigere endnu, så skabte de også genklang i samtiden.

Fra og med 1978 er det svært at betragte Roskilde som en traditionel rockfestival. For siden da, har den haft en ambition om at reflektere udviklinger i både musik og samfund i sit musikprogram. I 1978 lykkedes den mission til fulde.

Lige siden har Roskilde søgt at være en holdningsbaseret aktualitetsfestival. Ikke at den er gået ind i partipolitik. Men den har ønsket at påvirke og blive påvirket af sit aktuelle publikum.

50 år efter de første toner ramte Dyrskuepladsen henvender festivalen sig fortsat til unge mennesker. For at det skal lykkedes, så må forandringer og fornyelser stå højt på dagsordenen.

Og det gjorde de i 1978.

TIDEN I TAL

 

1976

Varighed: 3 dage

Deltagere inkl. Frivillige: 32.500

Billetpris: 60 kr. (ca. 270 kr. i 2020 værdi)

 

1977

Varighed: 3 dage

Deltagere inkl. Frivillige: 31.000

Billetpris: 80 kr. (ca. 320 kr. i 2020 værdi)

 

1978

Varighed: 3 dage

Deltagere inkl. Frivillige: 36.500

Billetpris: 100 kr. (ca. 365 kr. i 2020 værdi)

 

FLERE NYHEDER OG ARTIKLER

Historien bag musikken: Jesper Binzer

I ægteskabstermer fejrer de rubinbryllup. 40 år med kradsende kriser, langt hår og kreative processer i mange forskellige tempi. 2024 er et jubilæumsår for D-A-D, der er gamle nok til at være kommet på museum. Jesper Binzer fortæller om at finde sig til rette med nostalgien, selv om man er ramt af fremtids-tourette.

Læs mere »

Historien bag musikken: Johnny Reimar

Dukker der en tyrolerhat eller en smølf op på nethinden, når man tænker på Johnny Reimar, så er det ikke et forkert billede. Men det er langt fra hele historien om en af dansk musiks helt store stjerner. Johnny Reimar har produceret musik for nogle af de største danske navne, solgt millioner af plader og boet på hotel med Rolling Stones.

Læs mere »

Historien bag musikken: Anne Dorte Michelsen & Maria Bramsen

Den ene drømte om at lave en soloplade og leve af musikken. Den anden tog til audition for at fordrive tiden med et eller andet, mens hun fandt ud af, hvad hun ville. Drømmene og ambitionerne var vidt forskellige, men Anne Dorte Michelsen og Maria Bramsen fandt sammen og skabte nogle af 80’ernes og 90’ernes allerstørste hits.

Læs mere »

Historien bag musikken: Søs Fenger

Egentlig troede hun, at hun skulle være fotograf. Men så tumlede Søs Fenger op på en scene og ind i en karriere som sangerinde. Hun var 21 og ville prøve det hele! Siden er kanterne slebet lidt til, og gennem 40 år har Søs Fenger fundet sin stil og troen på, at hun har noget at tilbyde.

Læs mere »

Historien bag musikken: Peter Sommer

Han har spillet på stort set alle de scener, han har kunnet drømme om. Men faktisk har det aldrig været den ambition, der har drevet sanger og sangskriver Peter Sommer. Hverken det at stå på en scene eller at drive det til noget mere. Alligevel kom karrieren buldrende. Han har det godt, har fundet sin hylde, og hvis man kan høre en længsel og en sorg i hans sange, så er det nok nærmest sorgen over mangel på ambition.

Læs mere »

Vinterferie

I uge 7 + 8 er der skruet maks op på volumenknappen, når hele RAGNAROCK vibrerer med vinterferie aktiviteter.

Læs mere »

FRA RADIO LUXEMBOURG TIL TIKTOK: NY SPOTUDSTILLING LUKKER DEN MUSIKALSKE GENERATIONSKLØFT MELLEM UNGE OG DERES FORÆLDRE

Unges musik har alle dage været en torn i øjet på deres forældre. I en ny udstilling undersøger Danmarks rockmuseum, RAGNAROCK, unges lyttekultur. For hvordan opdager unge musik i en verden, hvor teknologi og platforme er i konstant forandring? Måske er de slet ikke så forskellige fra deres forældre og bedsteforældre. Måske ville Beatles også have været kæmpestore på TikTok.

Læs mere »
X