Helt tæt på de afgørende øjeblikke
På RAGNAROCK er der stor begejstring for ideen om en talkfestival med kunstnernes personlige vinkler på rockhistorien:
”I samtalerne vil vi gerne tæt på de bittesmå, men skelsættende øjeblikke i pladestudier og øvelokaler eller med guitaren derhjemme – og forbinde dem med de større fortællinger om musikkens betydning og hele samfundets udvikling de sidste fire-fem årtier,” fortæller Morten Thomsen Højsagaard, der er museumsdirektør i ROMU, som RAGNAROCK er en del af.
”Den slags samtaler, der kommer helt ind bag facaden, er Clement eminent til. Så vi er meget begejstrede på RAGNAROCK for hans initiativ og glæder os til sammen med ham at tage fat på en ny æra med at fortælle rock- og pophistorie sammen med dem, der skabte musikken.”
På talkfestivalen, der finder sted over to dage, indgår foruden de store artisttalks også en lang række andre publikumsoplevelser, som vil blive offentliggjort over de kommende måneder.
Man kan allerede nu købe billet til de enkelte artisttalks, og for en stærkt reduceret billetpris oveni kan publikum også besøge museets udstilling.
Alle de store artisttalks bliver optaget, så de efterfølgende kan ses online, hvor de vil udgøre en musikhistorisk samling af fortællinger om dansk populærmusik, der vil vokse og udvikle sig i de kommende år. Alle, der besøger festivalen, kan også bidrage ved at dele netop deres historier, optaget på video, der dermed vil indgå i et altid voksende digitalt arkiv over vidnesbyrd fra rocken og poppens historie.