Derfor rammer det så hårdt, at Roskilde Festival igen bliver aflyst

Hvad betyder det for de unge, at vi nu har endnu en sommer uden Roskilde Festival?

”Det betyder særligt to ting. For det første står vi nu med to årgange, som går glip af deres første gang på Roskilde Festival eller en anden festival. Og den første gang er vigtig. For nogle er det den eneste gang, og for mange af de unge deltagere er det en slags overgangsritual eller afslutningsritual fra en meget betydningsfuld periode i deres liv; afslutningen på et efterskoleår eller et højskoleophold, afslutningen på folkeskolen eller gymnasiet. Det er en typisk ting, man gør – man tager på festival sammen.”

”På festivalen oplever de et super intenst samvær i nogle helt særlige rammer med folk, der har betydet rigtig meget. Oplevelser man ikke kan få uden for festivalens indrammende hegn. Man bliver suget ind i festival-universet, og nogle knyttes tættere sammen af de mange intense oplevelser. For mange er den første festival en rammende og definerende oplevelse, der bliver så skelsættende, fordi den foregår lige der i overgangen fra noget meget betydningsfult til det ukendte, nye man skal i gang med.”

Men hvorfor skal det være på en festival? Kan de oplevelser ikke findes andre steder?

”Fordi på Roskilde Festival eksisterer et helt særligt parallelunivers – der er andre regler, andre normer. Uanset om der er tale om det helt konkrete eller det abstrakte hegn, som omkranser stedet eller begrebet Roskilde Festival, så er ”inden for hegnet” blevet et sted, hvor andre logikker, regler og nødvendigheder udspiller sig, end i det øvrige samfund. Om du er festivaldeltager, frivillig medarbejder eller optrædende artist, så er Roskilde Festival et apparat, der vender op og ned på alt.”

”Det er et sted, hvor ingen regler gælder, og hvor man kan praktisere den ultimative selvudfoldelse. Ud af festen og den der konstante leg med identiteter opstår nye fællesskaber. Og det gør de unge klogere på sig selv og deres omverden.  Verdenen inden for hegnet er en beskidt men kærlig verden. Og i 50 år har den verden givet plads til at forløse unges drømme om den ultimative frihed og fest. Der har altid været plads til at være den, man har lyst til at være – plads til at sætte fornuften på standby. På Roskilde festival gør man ting, som man aldrig ville gøre andre steder – måder at klæde sig, opføre sig – ting man finder helt naturligt på festivalen. Derinde er et helt særligt åbent og kærligt samvær. Uden for hegnet er vi nok lidt mere lukkede og tilbageholdende.”

”Roskilde Festival er personlighedsudviklende – man kan lære sig selv at kende, under nogle andre frohold. På samme måde som under ens gymnasietid eller igennem et højskoleophold. Eller efterskoleophold. Det kan være virkelig definerende – en kort men meget intens dannelsesrejse. Man får simpelthen prøvet sig selv og sine grænser af. Og man efterlader det jo ikke bare derinde. Man tager også en lille del af festivalen med sig ud.”

Du startede med at sige, at aflysningen af årets festival betød særligt to ting for de unge – hvad er det andet?

”Ja, set i et større samfundsperspektiv, så er aflysningen af årets festival det ultimative udtryk for det manglende mulighedsrum for unges udfoldelse af ungdomskultur, som coronaen har efterladt. Corona har ramt dansk ungdomskultur hårdt – vi er jo næsten tilbage ved 1950’erne, hvor unges behov for samvær og fællesskab blev set på med stor skepsis. Også dengang var de unges behov for at finde deres egne identiteter gennem et særligt fælleskab og samvær noget, der stod i skarp kontrast til samfundets ”bør-skal-må”. Sådan har det også været under coronakrisen. Bare fordi vi fjerner det frirum festivalen er, forsvinder behovet jo ikke. De unge holder jo ikke op med at se hinanden. Nu foregår det bare i det skjulte, men bliver mødt med udskamning, politi og bødeforelæg. Ungdommens kultur er blevet problematisk for samfundet. Den passer ikke ind i de coronarestriktioner, vi er tvunget til at leve med lige nu.”

”Festivalen er også unges mulighed for at feste i trygge rammer. Hegnet og de frivillige i orange veste er en garanti for en høj grad af sikkerhed. Når vi tager dette fra de unge, efterlader det et kæmpemæssigt tomrum, som de forsøger at udfylde på anden vis. I det hele taget har coronaen fjernet det sikkerhedsnet, vi som samfund siden 1960’erne har spændt ud under de unges samvær og festkultur. Den accept og forståelse, af hvad ungdomslivet også går ud på, er eroderet væk under os under coronaen, og endnu en aflysning af de store festivaler gør det sværere og mere usikkert at udleve det ungdomsliv, man har set tidligere generationer har haft mulighed for.”

”Allerede i 1978 tog festivalen en beslutning om, at musikprogrammet altid skulle afspejle samtiden. For at opnå det har festivalen været nødt til hele tiden at indgå i en slags forhandling sine unge brugere og medskabere. Festivalen stiller en arena til rådighed for de unge. Gennem tiden har denne arena været et sted, hvor skiftende ungdomskulturer selv har kunnet definere deres egne frirum. På den måde kan man sige, at Roskilde Festival måske mere end nogen anden dansk festival gennem tiden har været og stadig er et laboratorie for dansk ungdomskultur. Og mange af de eksperimenter, der forgår i det laboratorie, kan vi se unge tage med uden for hegnet, hvor de bliver absorberet i samfundet over tid og på nye måder – der er ingen tvivl om at festivalen har betydning langt ud over hegnet, og dermed også for alle os andre.”