LIVEOPLEVELSEN LEVER VIDERE I SAMLINGEN - OM ARBEJDET MED GENSTANDE FRA MALURT

Af Rasmus Rosenørn, Museumsinspektør, RAGNAROCK

En solbeskinnet dag i det tidlige forår 2016 – en lille måneds tid inden museet slog dørene op for publikum – var jeg på besøg hos sangeren, sangskriveren og musikeren Michael Falch, der både solo og med sit band Malurt, siden begyndelsen af 1980’erne har sat sit markante præg på den danske rockscene. Det blev til en lang gennemgang af genstande og minder fra mere end 40 års karriere på den danske musikscene.

Da den sidste kop kaffe var drukket og minderne gennemgået – både dem i hukommelsen og dem, der fandtes i skabene og i kasser under sofaen i Michael Falchs musikrum – gik turen tilbage til RAGNAROCK med bagagerummet fyldt med ting, som alle kan gøre os klogere på ikke blot Michael Falchs liv og karriere, men i det hele tage rockens righoldige kulturhistorie.

Møjsommeligt men nødvendigt

Allerede dér på vejen hjem i bilen stod det klart, at RAGNAROCK havde fået skænket en betydningsfuld donation af potentielle museumsgenstande. Men for museet begynder det egentlige arbejde først, når genstandene er kommet ind i huset.

Vi skal foretage en udvælgelse og lave en faglig vurdering af hver enkelt genstand. Derefter skal vi registrere hver enkelt genstand i databasen SARA, der benyttes af alle statsanerkendte museer i Danmark. Her skal genstanden opmåles og beskrives i alle detaljer. Vi beskriver også genstandens historie og anfører, hvorfor museet optager genstanden i samlingen. Derefter påfører vi et nummer på genstanden, og museets konservator gør genstanden klar til enten at blive en del af udstillingen, eller at blive opbevaret til senere brug på museets magasin.

Alt dette er meget bureaukratisk og tidskrævende. Men også vigtigt, for når først genstanden har fået et nummer, så klapper fælden. Museet ejer nu genstanden og har dermed en lovmæssig forpligtelse til at bevare den til evig tid. Vi kan altså ikke bare skaffe os af med den igen. Derfor er det vigtigt, at vi efterlader viden til vores efterkommere om, hvad der er i museets samling, og hvorfor de skal bruge ressourcer på at passe på det. For passes på det skal der. Når genstandene er blevet en del af samlingen, er det kun museets personale, der får lov til at håndtere dem.

Nåede at fortryde

Det betyder også, at der ofte er ting vi takker pænt nej til. Ved indsamlingen hos Michael Falch var det indsamlingens allerfineste klenodie, vi endte med at undlade at tage imod. Det var en meget fin elektrisk guitar – en Fender Telecaster – som Michael Falch havde spillet på siden 19970’erne og nu var parat til at skille sig af med.

Allerede inden vi kørte hjem fra Michael Falch, blev han bedt om at overveje det meget nøje. Når guitaren først havde fået sit museumsnummer, var der ingen fortrydelsesret, og han ville formentlig aldrig komme til at spille på den igen. Det skulle han lige tygge på men mente, at vi skulle tage den med alligevel. Til gengæld lovede vi så, at det ville være den sidste genstand fra ham, vi registrerede, og at vi ville ringe inden.

Michael Falch nåede at komme os i forkøbet. Han savnede sin elskede Telecaster og ville gerne have den med på en kommende turné. Guitaren nåede dog heldigvis at blive udstillet i en særudstilling om guitarer. Det kan nemlig godt lade sig gøre, selv om guitaren ikke er en del af museets samling. Og da udstillingen var ovre, kunne vi give guitaren tilbage til Michael Falch. Siden da har de været uadskillelige. Her i foråret 2022 befinder den sig det bedste af alle steder: Om halsen på Michael Falch på landevejen med MALURT.