Af Mia Ramsing Jensen
Læsetid: 3 min.
Franz Beckerlees guitar, original cover-art, personlige fan-kreationer. Pakket ned, væk, borte, glemt. Er det, hvad der sker, når en museumsudstilling lukker og pakkes væk? Nej! En udstilling lever videre som en vigtig del af museets fremtidige arbejde.
Kom med til nedpakningen af RAGNAROCKs store særudstilling om Gasolin’.
TAK FOR LÅN. Franz Beckerlees famøse halskæde bestod af mange små vedhæng, han havde fået af forskellige venner. Han har venligst udlånt den til udstillingen om Gasolin’. Nu er den pakket nænsomt ned og på vej tilbage til ejermanden. Foto: RAGNAROCK/Jakob Caspersen
I RAGNAROCKs største udstillingsrum er rengøringslyset blevet tændt. Konservator Unn Gelting afmonterer sirligt de genstande, som gennem de seneste knap halvandet år har været oplevet af flere end 40.000 mennesker i særudstillingen ”Så kom med mig – Gasolin’ 1969-78”. Hun gennemgår dem med samlingsvarlige museumsinspektør Rasmus Rosenørn og gør dem klar til opbevaring på magasinet. Med hvide handsker løftes de ud og pakkes omhyggeligt i æsker med syrefrit papir.
Den 6. december var der for sidste gang åbent for besøg i den populære udstilling, og knap havde de sidste gæster forladt lokalerne, før inspektører, konservatorer, håndværkere og andet godtfolk rykkede ind, åbnede montrerne, pakkede Franz’ guitar, specialudgivelser, fankreationer og andre genstande væk og afinstallerede lyden af Kim, Franz, Wili og Søren. Der skulle gøres klar til næste særudstilling – ”Smattens magi – 50 års aftryk af Roskilde festival”.
Men selvom gasserne nu må overlade scenen til fortællingerne om Roskilde Festivalen gennem 50 år, har en udstilling altid et efterliv, der sætter et markant aftryk på museet. For selvom nogle genstande pakkes væk, så har de stadig et særligt og vigtigt videre liv på museet.
Personlige historier med national værdi
I Gasolin’-udstillingen hang en personlig dekorereret cowboy-vest med ”Gasolin’” broderet på ryggen. Den rummer mange minder. Om koncerter, den er båret til, en personlig ungdomsidentitet, et kæresteforhold, og en tid som ung. Ved overdragelsen til museet får de personlige historier nu også en national betydning. Vesten dokumenterer her en måde at udtrykke sig på, et fællesskab og en relation mellem idoler og fans. Som en del af Gasolin’-udstillingen var den med til at udfolde historien om energien til live-koncerterne; de fire gassers sammenhold, attitude og energi flød ud over scenen og blev en identitet, publikum havde lyst til at tage på sig og bære med sig.
Men denimvesten fortæller også mere generelt om fanlivet som en del af en (ungdoms)identitet – et kreativt rum, hvor man kan udtrykke sig. Fans er ikke blot ukritiske forbrugere. Dyrkelsen af deres idoler bliver et sted, hvor de finder sig selv og kan vise det frem. – Et vigtigt tema at belyse på et museum, der fortæller om samspillet mellem populærmusik og ungdomskultur. På denne måde kan den donerede vest få plads i nye udstillinger, der intet har med Gasolin’ at gøre.
De ting RAGNAROCK takker ja til har ofte stor affektionsværdi for giveren og altid en vigtig kulturhistorisk værdi for museet. Når de bliver en del af museets samling, bliver de en vigtig dokumentation af de mange fortællinger, der tilsammen udgør vores fælles kulturhistorie. De bliver ikke gemt og glemt. De bliver passet godt på og igennem deres evige liv på museet, kan de udfolde både de personlige historier og mere generelle kulturhistoriske strømninger og begivenheder.
ET DYNAMISK MUSEUM. En udstilling lukker og en ny er på vej. Arbejdet med at nedtage udstillingen om Gasolin’ er i fuld gang. Foto: RAGNAROCK/Jakob Caspersen
En æske fuld af ny viden
Men udstillingen ”lever også videre” på andre måder. Der bliver nemlig skabt ny vigtig viden i takt med udstillingen. Nye genstande og historier indsamles og dukker op fra gemmerne hos befolkningen. Museet gennemgår de mange hyldemeter af kulturarv. Musik aflyttes, interviews foretages, lydklip afspilles. Og det bliver muligt at opdage nye sammenhænge på tværs af de store mængder materiale. Den nye viden bliver en del af udstillingen, men den bliver også en del af museets videre arbejde.
Blandt de store mængder af genstande, museet fik lejlighed til at nærstudere under opbygningen af Gasolin’-udstillingen, var kassevis af fanbreve fra den hedengangne Gasolin’-fanklub. Administreret og senere doneret til museet af ingen ringere en Kit ”Mama” Beckerlee – Franz’ mor. I årevis havde tusindvis af primært unge fans skrevet breve dekoreret med blodrøde hjerter og truttende kyssemunde, med kærlighedserklæringer, personlige anekdoter, og hverdagstanker til deres fire idoler. Mængderne er overvældende og indholdet helt unikt. Det fortæller så mange historier. Flere fans brugte brevene til at få luft for frustrationer, dele oplevelser og søge gode råd. Som at skrive til en god ven. Fanklubben var et fortroligt rum.
Gennem brevene får vi en sjælden mulighed for at komme ind i hovedet på Gasolin’s fans. Det er en direkte adgang til de mange følelser, der knytter sig til fanlivet. Et indblik i, hvordan Gasolin’ blev opfattet og ikke mindst, hvordan de var med til at præge unges identitet. Et nyt forskningsprojekt er i støbeskeen.
EN DEL AF VENNEGRUPPEN. ”I er meget velkomne til at aflægge mig og nogle andre Gasolin’fans et besøg, når I kommer. I kan jo komme når I har lyst, jeg er hjemme fra kl. ca. 17.00, og hvis I kommer kan vi jo altid sidde og hygge og snakke sammen over et par øl” – Fanbrev.
Gas-drengene blev opfattet som en del af slænget. Fire gutter man sagtens kunne invitere på øl.
Et museum der lever og ånder
Når sidste originale covertegning er taget ned, sidste hengivne fanbrev lagt i æsken og lyden af fire drenge med energi og attitude fortoner sig, skulle man måske tro, at Gasolin’ takker af for nu. Men det gør de langt fra. Genstande bevares og kan over tid udfolde de mange fortællinger, kulturhistorie består af. Ny viden opstår, når vi får indblik i fortællinger, vi ikke kendte og bliver klogere på det liv, folk lever både før og lige nu.
En efter en lukkes de hvide æsker. Unn Gelting og Rasmus Rosenørn studerer genstandene nøje. Nogle må en tur forbi Unns konservatorværksted, så hun nænsomt kan sikre, at de ikke forgår over tid. Andre blev modtaget helt op til udstillingsåbning og skal derfor først registreres i museets systemer, så de nemt kan søges frem. Enkelte er kun udlånt af andre museer eller privatpersoner og bliver nu leveret tilbage. Kasserne med fanbreve tages fra og sættes til opbevaring på museets nærmagasin. De skal snart studeres yderligere. At komme på museum betyder bestemt ikke at noget er slut, overstået eller forældet. Tværtimod; det er her genstande, fortællinger og viden lever, ånder og udfoldes på nye måder.
EN FED STIL. Lars Jokumsen har doneret sin gamle vest til RAGNAROCK. Rygdekorationen er broderet af hans daværende kæreste. Vesten er båret til flere koncerter. Det var vigtigt for Lars at vise, at han hørte Gasolin’. De var en del af hans identitet.
VIND PRÆMIER OG MODTAG SAMTIDIG ARTIKLER SOM DENNE DIREKTE I DIN INDBAKKE.
TILMELD DIG RAGNAROCK’S NYHEDSBREV
Danmarks rockmuseum, RAGNAROCK giver fra den 13. september mulighed for at træde direkte ind i en vaskeægte perle i nyere dansk rockhistorie, når spot-udstillingen om Kashmirs album ‘The Good Life’ åbner for publikum.
MUSEET FOR POP, ROCK OG UNGDOMSKULTUR Facebook-f Instagram Youtube KASHMIRS ‘THE GOOD LIFE’ VÆKKES TIL LIVE EFTER 25 ÅR 06.05.2024 ’The Good Life’ udstillingen kan opleves fra den 13. september på RAGNAROCK. Grafik: Dennis Reindau. I år er det 25 år siden, at det danske rockband Kashmir udgav albummet ’The Good Life’, som blæste både…
I ægteskabstermer fejrer de rubinbryllup. 40 år med kradsende kriser, langt hår og kreative processer i mange forskellige tempi. 2024 er et jubilæumsår for D-A-D, der er gamle nok til at være kommet på museum. Jesper Binzer fortæller om at finde sig til rette med nostalgien, selv om man er ramt af fremtids-tourette.
Dukker der en tyrolerhat eller en smølf op på nethinden, når man tænker på Johnny Reimar, så er det ikke et forkert billede. Men det er langt fra hele historien om en af dansk musiks helt store stjerner. Johnny Reimar har produceret musik for nogle af de største danske navne, solgt millioner af plader og boet på hotel med Rolling Stones.
Den ene drømte om at lave en soloplade og leve af musikken. Den anden tog til audition for at fordrive tiden med et eller andet, mens hun fandt ud af, hvad hun ville. Drømmene og ambitionerne var vidt forskellige, men Anne Dorte Michelsen og Maria Bramsen fandt sammen og skabte nogle af 80’ernes og 90’ernes allerstørste hits.
Egentlig troede hun, at hun skulle være fotograf. Men så tumlede Søs Fenger op på en scene og ind i en karriere som sangerinde. Hun var 21 og ville prøve det hele! Siden er kanterne slebet lidt til, og gennem 40 år har Søs Fenger fundet sin stil og troen på, at hun har noget at tilbyde.
Han har spillet på stort set alle de scener, han har kunnet drømme om. Men faktisk har det aldrig været den ambition, der har drevet sanger og sangskriver Peter Sommer. Hverken det at stå på en scene eller at drive det til noget mere. Alligevel kom karrieren buldrende. Han har det godt, har fundet sin hylde, og hvis man kan høre en længsel og en sorg i hans sange, så er det nok nærmest sorgen over mangel på ambition.
I uge 7 + 8 er der skruet maks op på volumenknappen, når hele RAGNAROCK vibrerer med vinterferie aktiviteter.
