MUSEET FOR POP, ROCK OG UNGDOMSKULTUR

Kan det så få lov at handle om musik!?

Af Tine Moberg og Rasmus Rosenørn, museumsinspektører på RAGNAROCK

Læsetid: 5 min.

KAMPDAGS-KRONIK: Kvinder i musikbranchen er historisk blevet vurderet efter andre standarder end mænd. Og endnu er vi ikke dér, hvor kvindelige musikere kan få lov at sætte kunsten i forrest. RAGNAROCKs Tine Moberg og Rasmus Rosenørn tager en kønskulturel tour de force gennem musikkens udvikling fra 60’ernes pigtråd til aktuelle navne som Drew Sycamore, Tessa og Jada 

Tessa er braget igennem på den danske hiphopscene, og kønnet bliver mere og mere underordnet – men vi er der ikke helt endnu. Foto: Pressefoto, hentet fra unitedstage.dk.

Her et par måneder inde i 2022 er der allerede indtruffet flere positive begivenheder på den danske musikscene, som kan være med til at påvirke den kønsbalancen i positiv retning. Roskilde Festival har præsenteret et program, med lige mange mænd og kvinder. I en anden ende af populærmusikken vandt et vaskeægte rockband bestående udelukkende af kvinder, der spillede live på scenen det danske Melodi Grand Prix. Musikåret 2021 var ligeledes et år, hvor kvinderne markerede sig stærkt på den danske musikscene. Selma Judith, Erica de Caisar og Drew Sycamore udsendte anmelderroste debutalbums. Ved de årlige prisuddelinger tog kvinderne for sig af retterne. Og da vi alle langt om længe kunne få lov til at gå til koncerter igen, var det de allerede velkendte, men stadigt nye og aktuelle navne som Tessa og Jada, der løb med både overskrifter og anmelderstjerner. 

Det er på høje tide. En spritny og omfangsrig rapport udarbejdet af Bandakademiet og DR påviser og analyserer kønsualancerne i den danske musikbranche. Efter flere år med debat om underrepræsentation af kvinder både på og uden for musikscenen – der for alvor tog fart i efteråret 2020 med afsløringer af bevidst forskelsbehandling, sexisme og deciderede overgreb mod kvinder i den danske musikbranche – er det befriende at opleve, hvor stor vitalitet, kunstnerisk overskud og diversitet en ny generation af kvindelige musikere lægger for dagen. 

Forhåbentlig får det nye kuld af kvindelige musikere lov til først og fremmest at blive vurderet på deres musik. De seneste års debatter om sexisme og forskelsbehandling af kvindelige musikere er nemlig blot en kulmination på en lang, historisk tendens til at udseende, seksualitet og måden, man var kvinde på, altid har gået forud for musikken, når offentligheden har afsagt sin dom. Det har efterladt kvinder et meget snævert mulighedsrum at agere i, hvis de har insisteret på, at musikken skulle komme i første række. 

Et eksempel på en kvindelig kunstner, hvis karriere har taget raketfart i løbet af 2020 og 2021, er den superaktuelle Drew Sycamore. I 2021 udkom hun med sit anmelderroste album ”Sycamore”, og samme år kunne Gramex’ afsløre, at Sycamore i 2020 var den første kvindelige artist, som kom på top 10 over årets mest spillede danske musikere i radioen. Til sommerr kan Drew Sycamore føje yderligere en skalp til bæltet, når hun får den ærefulde opgave at åbne Orange Scene på årets Roskilde Festival. Det lader til at Sycamore – i modsætning til mange af sine kvindelige kolleger både før og nu – i højere grad bliver vurderet på sin musik og tekniske kunnen end på sit køn og sit udseende. Et andet eksempel er Selma Judith. Her har det handlet om, hvordan hun omsætter følelsen af vrede til tekster og foruroligende og dystre popklange, og ikke mindst, at hun spiller harpe. Et uvant instrument i pop- og rockmusik. Eksempler som dette, hvor musikken er i fokus, er der heldigvis kommet mange flere af. Måske fordi der i det hele taget er et øget fokus på kvinderne og deres roller i musikbranchen. 

Der er altså positiv fremgang at spore, men der er desværre stadig vej igen. For man kan også mene, at når Drew Sycamore først og fremmest bliver vurderet for musikken, er det, fordi hun ikke udfordrer det snævre kvindelige mulighedsrum. Hendes afdæmpede men stadig stilbevidste og måske lidt androgyne fremtræden, kombineret med hendes dansevenlige og feminine pophits, gør det lettere for mange at fokusere på musikken, på kunsten, frem for alt det udenom. Hendes stil og fremtræden “støjer” ikke, fordi hun, på trods af sin ofte kønsflydende påklædning, ikke afviger meget, hverken fra det, vi kender hende for i forvejen, eller fra normen. Andre kvinder, der afviger fra de snævre kvindeidealer eller ligefrem bevæger sig ind på områder, der har været domineret af mænd, oplever stadig, at deres køn er en hindring for en balanceret vurdering af dem som kunstnere. Det mest grelle eksempel fra 2021 er den unge rapper SULKA, der måtte trække stikket fra musikscenen grundet gentagen seksuelt grænseoverskridende adfærd mod hende på grund af hendes køn.

Retter vi blikket mod den internationale scene, er verdensstjernen Billie Eilish, der er kendt for sin helt unikke vokal, sit dragende tekstunivers og sine store hits, et eksempel på en kvindelig artist, der har mærket, at man som kvindelig musiker ikke ustraffet kan være stolt af sit køn og udseende. Da spotlightet ramte hende i en meget ung alder, lagde mange hurtigt mærke til hendes posede beklædning, der straks blev gjort til en del af hendes image. I offentligheden fik hun straks tildelt en aktivistisk rolle som en pige, der ikke ønskede at sælge sig selv på udseende frem for på sin musik. Men efter at hun havde været model i et pinup-inspireret photoshoot for modebladet Vogue i 2021, haglede kritikken ned over Eilish på grund af hendes (nu manglende) påklædning og nye udtryk. Hun var trådt ud af den rolle, hun var blevet tildelt. Værre blev det, efter hun på Instagram postede en selfie, hvor hun viste kavalergang. Det kostede hende 100.000 følgere. Kvindekroppen er åbenbart stadig kontroversiel og står i vejen for vurderingen af kvinders kunst. Eilish’ musik er nemlig stadig den samme. 

Debatterne om kvindekroppen, om køn, seksualitet og grænser lever altså stadig i bedste velgående. En dansk artist som den bramfrie rapper Tessa bruger bevidst sin musik og sit ståsted i branchen som et talerør i kampen for kvinders ret til at eje og stå ved egen seksualitet. Rapgruppen Suspekt har siden slutningen af 90’erne skilt sig ud med deres, for nogen, vulgære og hårde lyrik, men vi har ikke haft en kvindelig pendant herhjemme, før Tessa greb mikrofonen og indtog scenerne i 2019. Hun er blevet kritiseret for sine sexfokuserede tekster og provokerende fremtræden, men alligevel står hun stærkt som en inspirationskilde og forbillede for mange piger og unge kvinder, der søger at tage ejerskab over krop og seksualitet i en branche og i et samfund, der fortsat er påvirket af et forældet kvindesyn. Tessa gør ikke noget, mange mandlige artister ikke har gjort før hende. Og ved at bruge musikken og de visuelle udtryk til at skubbe til grænsen for det kvindelige mulighedsrum, gør hun bevidst sig selv til en offentlig skydeskive. Dommen falder hver gang prompte. Senest efter Tessas musikalske frontalangreb på Thomas Blachman og på hans grænseoverskridende og bøvede opførsel over for hende ved Zulu Awards i 2021. Den dominerende reaktion på hendes modsvar ser i flere mediers kommentarspor i skrivende stund ud til at være forargelse over hendes sprog og attitude.

Mens Tessa med vilje går direkte ind, hvor reaktionerne kommer, er popsangerinden Jada et, eksempel på en kvinde, som snarere bliver påtvunget en holdning til sit køn og sin fremtræden. På grund af hendes udseende og runde former oplever hun på en og samme tid både at blive nedgjort og fremstillet som forbilleder for en kropspositivstisk sag, der skal give kvinder, som ikke lever op til de gængse kropsidealer, stolthed over deres udseende

Jada er flere gange citeret for at sige, at hun aldrig har villet andet end at spille sin musik. Men fordi hun er stolt af sit udseende, bliver hun på grund af sit køn, sin påklædning og sit udseende påduttet en kropsaktivistisk rolle. Dette understreger, hvor snævert et mulighedsrum de kvindelige artister har, hvis de ikke passer ind i det gængse billede af, hvordan en smuk kvinde ser ud eller bør opføre sig. Derfor ender Jada med at skulle stå til ansvar for egen krop og udseende, selvom hendes kunstneriske ambition er en helt anden. 

Tessa og Jada er som udgangspunkt lige så forskellige som deres musik. Fælles for de to er, at de på kort tid er blevet gjort til forbilleder i en tid, hvor den krops- og seksualpolitiske diskussion om kvindelige musikere stadig er drønende aktuel, og som afslører et stort behov for stærke kvindelige forbilleder, hvis spillereglerne skal ændres. 

Gennem vores løbende indsamling, forskning og dokumentationsarbejde på RAGNAROCK – museet for pop, rock og ungdomskultur, kan vi følge udviklingen i kvinders mulighedsrum som musikere, og de forventninger og fordomme de er blevet mødt med på baggrund af deres køn. At kvindelige musikere ofte er blevet vurderet mere på deres udseende og måde at performe deres køn på end på deres musik, er så langt fra et fænomen, der begynder med Jada eller de seneste generationer af kvindelige musikere. Gennem hele rock- og pophistorien har kvinder med ambitioner om at skabe deres eget musikalske ståsted været måttet sande, at omverdenen har været mere optaget af, at de var kvinder, og måden de var kvinder på, end den musik de spillede. Det har placeret kvindelige musikere i en position, hvor de både skal forholde sig til deres musik og deres rolle som kvindelige musikere. 

Dengang i midten af 60’erne, hvor rocken blev kaldt for pigtråd og satte ild til en hel generation, greb masser af unge kvinder selv fat i trommestikker og elektriske guitarer. At kvinder selv kunne finde på at spille, kom som et kæmpe chok. Pigtrådsmusikken handlede om retten til at klæde sig og danse, som man ville, eller lade håret gro langt lige som The Beatles. Kort sagt frigørelse fra forældede autoriteter og kulturelle normer. Det var en musikkultur, der inviterede til aktiv deltagelse. Unge med mod på musikken dannede bands over hele landet. Ja faktisk det meste af den vestlige verden. Alligevel forekom det sensationelt at kvinder – ligesom mændene – også følte trang til selv at deltage som udøvere af den frigørende musik. Alle samtidige beskrivelser af kvindelige pigtrådsmusikere fra 1960’erne handlede mest om, hvor charmerende og søde de var, at de både havde langt hår og lange ben eller det overraskende i, at de i det hele taget var i stand til at aftvinge deres instrumenter lyde, der kunne karakteriseres som musik. 

Men udviklingen lod sig ikke stoppe, og op igennem 1970’erne markerede flere og flere kvinder sig som stærke solister og sangskrivere. Shit og Chanel fra Aarhus bestod udelukkende af kvinder og fostrede blandt andet både Anne Linnet og Lis Sørensen. To uomgængelige skikkelser i dansk rock og pop. Men rock var fortsat stadig noget, der mest blev spillet af mænd.  Kvinderne på 1970’ernes danske rockscene blev først og fremmest opfattet som et kønspolitisk statement. For nu ville selvbevidste kvinder vise, at de sagtens kunne spille rockmusik. Det medførte den sære logik, at kvindelige musikere stadig ikke blev vurderet på deres musik. Nu handlede det mere om, hvordan de passede ind i tidens kvindekamp. For et band som Shit og Chanel betød det, at de ikke ville omtales som et kvindeband og nærmest aktivt måtte tage afstand fra kvindebevægelsen, selv om de var stærke forbilleder for alle piger, der selv drømte om at skrive sange eller spille på et af rockens instrumenter. 

Shit og Chanel var med til at bane vejen for, at masser af bands med stærke kvindelige frontfigurer fik succes i 1980’erne. Men selv om kvindelige musikere, frontfigurer og sangskrivere nu ikke længere var et særsyn, var det langt fra altid, at musikken fik lov til at stå i centrum. Det fik Cæcilie Norby som den ene forsanger fra succesgruppen One-Two at mærke i 1986. Hun havde nemlig formastet sig til at posere med frit udsyn til en ubarberet armhule. Var det en provokation eller et statement i et årti, hvor der ovenpå 70’ernes kønslighed igen var mere fokus på forskellene mellem kønnene, end på hvad der forbandt dem. Som et svar til de mest forargede over hårpragten var coveret til One Twos andet album, Hvide Løgne. fra 1989 forsynet med både barberskum og skraber. 

Hverken 60’ernes kvindelige pigtrådsbands, Shit og Chanel eller One Two havde kønspolitiske paroler eller kvindekamp på dagsordenen. Alligevel blev deres mulighedsrum begrænset af fremherskende forståelser af, hvad kvinder skulle være og ikke være. Men opgav kvindelige musikere så, at være kvinder på deres egne præmisser? Måske. For ser man på 90’ernes popscene for kvindelige artister var den i høj grad domineret af dancepop og den nye r’n’b. Her var kvinderne ofte smukke og sexede sangerinder, som med korte nederdele, bare maver og dybe kavalergange passede ind i alle gængse forestillinger om, hvordan kvinder skulle se ud og opføre sig. Men denne generation af kvinder skulle hurtigt opleve, at man også kunne være for sexet. Der er en tendens til, at jo mere kvinder har brugt sex som visuelt blikfang, jo mindre seriøst er de blevet taget som musikere. En generation af unge kvinder fra Me & My til Medina måtte opleve, at deres udseende og fremtoning blev koblet direkte sammen med nedvurdering af deres musik. 

Men strutskørter, kavalergange og kælne stemmer er ikke ensbetydende med useriøs musik eller knæfald for stereotype opfattelser af, hvad kvinder kan ikke kan inden for musik. Meget tyder på, at 90’ernes generation af kvindelige popmusikere snarere er et meget tidligt udtryk for det, vi i vore dage kalder  4.-bølge feminisme. En feminisme, hvor kvinder med ord, påklædning og attituder tager ejerskab over deres egen lyst, sexualitet og ambitioner. Ser man f.eks. på en meget tidstypisk gruppe fra 90’erne som Me & My, der var kendt for altid at optræde i en perlerække af sexede kostumer, er det svært udelukkende at opfatte dem som sexobjekter. I videoen til deres hitsingle Baby Boy kan man se to yderst selvsikre playboy bunnies, der leger katten efter musen og er dem, der afgør skæbnen for den arme baby boy, der er udset til at være objekt for deres begær. Det var der nok ikke så mange, der lagde mærke til dengang. Måske målgruppen af helt unge piger gjorde. En anden gruppe, der satte en ny feminisme på dagsordenen i 90’erne var Spice Girls. Med begrebet Girl Power ville de vise, at unge piger både kunne være sexede og selvsikre på en gang. Men selv om Spice Girls i deres korte karriere fik masser af succes blandt 10-15 årige piger, blev både det, at de eksplicit spillede på deres seksualitet og det, at de var dannet som et konceptband, brugt imod dem. 

At mennesker vurderer hinandens udseende, både kroppen og påklædningen, kan ikke undgås. Når man vælger at blive en offentlig skikkelse, er det også forventeligt, at udenforstående vil danne sig meninger og holdninger til ens udtryk. Sådan er det også for mandlige musikere. Mændenes udseende, seksuelle udstråling og måder at bære deres køn på er dog altid kommet i anden række eller bare blevet til en bekræftelse af deres kunstneriske troværdighed, som ikke har begrænset deres kunstneriske mulighedsrum. Historisk er kvindelige musikere blevet vurderet ud fra nogle andre standarder, som efterlader et meget snævert mulighedsrum til kvindelige artister når det kommer til påklædning, udseende, seksualitet, valg af lyrik mv. Overskrides de næsten usynlige grænser, fjernes fokus fra musikken og lægges over på artisten selv.

Tilsyneladende er bar hud og sexappeeal ok, men kun hvis kvindens udseende ikke udfordrer kropsidealerne. Selvsikre og modige kvinder er også ok. Bare de taler pænt og ikke bliver alt for bramfri om hvad de vil have, hvor de vil have det og hvornår. Og skal kvindelige artister være stilikoner, som publikum kan spejle sig i, må de ikke udvikle sig eller gå i nye retninger og finde udtryk, som de ikke er forbundet med i forvejen. 

At nogle kvinder udfordrer den forudindtagede norm for krop, udseende og seksualitet, bør ikke ændre på, hvor meget respekt de opnår for den kunst, de laver. Og at nogle vælger at optræde letpåklædt, har kroppe der falder uden for klassiske skønhedsideal eller bevæger sig inden for genrer, som hidtil har været domineret af mænd, er ikke ensbetydende med, at de ønsker at være aktivister på deres køns vegne eller at sælge sig på andet end deres musik. Det er musikken og kunsten, der skal i fokus, så vi kan hylde de mange talentfulde kvindelige artister, der venter derude. Det er tid til at udvide de kvindelige artisters mulighedsrum, så de kan udvikle sig som kunstnere på lige fod med deres mandlige kollegaer.

Bliver 2022 mon året, hvor den udvikling for alvor tager fart? Det håber vi!

VIND PRÆMIER OG MODTAG SAMTIDIG ARTIKLER SOM DENNE DIREKTE I DIN INDBAKKE.

TILMELD DIG RAGNAROCK’S NYHEDSBREV

FLERE NYHEDER OG ARTIKLER

Sommerferie-sjov på RAGNAROCK

Det er sommer, det er sol, og der er feriesjov på RAGNAROCK. Det betyder fire uger med fuld skrald på spændende aktiviteter for både store og små. I ugerne 27-30 kan du få vækket museumsoplevelsen til live på forskellige omvisninger, udfolde dine kreative evner i RAGNAROCKs værksted og bruge solskinsdagene i den levende og kreative bydel, Musicon.

Læs mere »

Rockgiganter og Mikrobryg – Dylan

For femte år i træk vrider RAGNAROCK volumenknappen godt rundt og lader den bragende rockhistorie fylde rummet omkring museets eventscene. Årets første navn i serien ”Rockgiganter og Mikrobryg” er rockveteranen Bob Dylan, hvis første album kan fejre 60-års jubilæum i år. Det fejrer vi på RAGNAROCK den 28 april kl. 18.30.

Læs mere »

MALURT LYNQUIZ

Denne gang stiller vi skarpt på bandet MALURT og deres historie – hvor mange rigtige kan du få?
Test din paratviden om MALURT i lynquizzen her!

Læs mere »
X