Det var vandmandens tidsalder. Det var Summer of Love, surrealisme, svampe og syretrip. Det var Monterey og Woodstock. Det var Peter Fonda og Dennis Hopper i Easy Rider og Beatles med Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band. Det var the time of the season, som The Zombies sang.
De nye vinde kom fra hippiehøjborgen San Francisco og det chikke London, hvor musikalske ikoner som Jefferson Airplane, The Grateful Dead og Pink Floyd definerede den psykedeliske ånd.
Stofguruen og psykolog Timothy Leary var fortaler for de nye hallucinogene stoffer som LSD og svampe, men også hash vandt stort indpas. Unge var begyndt at bryde op med det bestående samfunds normer under mantraet ”turn on, tune in, drop out”.
Det var denne tidsånd, der muliggjorde det psykedeliske lysshows opblomstring.
Psykedelisk betyder bevidsthedsudvidende, og dette var netop formålet med det nye lysshow. Idéen blev først brugt til avantgarde teater, men blev senere sat ind i en musikalsk kontekst.
Tidligere blev bands blot oplyst af et skarpt hvidt lys. Men nu flød farverigt lys og lyd sammen, og udgjorde en ny totaloplevelse. Alle sanser blev stimuleret. Sammen med stofferne skulle det være en befrielse af sindet.
Fra Soho til Bakken
I Danmark kom det psykedeliske lys frem i 1967, da danskeren Walther Klæbel var i London. Her besøgte han undergrundsspillestedet The UFO Club i bydelen Soho. Sammen med San Francisco-nabolaget Haight-Ashbury var de to ledende akser i den spirende modkultur.
The UFO Club stod som et kunstnerisk fyrtårn indenfor tidens fascination af lys, farver, teater, digtoplæsning og musik. Her var Pink Floyd et fast navn. Klæbel blev forelsket i konceptet, og da han vendte hjem til Danmark åbnede han et spillested på Bakken, som han troligt døbte Soho, baseret på hans oplevelser i London.
Klæbel fik lokket Ian ”Pip” Carter, som havde været Pink Floyds faste lysmand på The UFO Club med til Danmark, hvor han styrede lysshowet på Soho. Desværre brændte Soho ned allerede i oktober 1967. Det blev enden for Klæbels psykedeliske eventyr.