Sucesserien ‘Rockgiganter og Mikrobryg’ lever videre, og med et godt glas Mikrobryg i hånden bliver publikum ført gennem episke uddrag af musikhistoriens største navne og deres betydning for musikken, formidlet af landets dygtigste musikeksperter. RAGNAROCK er klar til at løfte sløret for de første to rockgiganter i 2022, og publikum er garanteret god lyd og stærke fortællinger.
Med til oplevelsen, hører hver gang et glas Mikrobryg af højeste kvalitet, fra det ultralokale Musicon Mikrobryggeri, som brygger øl med håndkraft og høje mål for kvaliteten.
Bob Dylan – skaberen af en ny genre
Torsdag den 28. april lægger RAGNAROCK ud med fortællingen om en folkrock-legende, der siges at være en af skaberne bag hele folkrock-genren. Og ikke nok med det, han anses også for at være en af verdens bedste sangskrivere – Robert A. Zimmermann – bedre kendt som Bob Dylan.
Det var Dylan, som med pladerne “Bringing it All Back Home” og “Highway 61 Revisited” i ’65 viste, at rockens simple formsprog kunne kombineres med vildtvoksende, billedrige og intellektuelt udfordrende tekster – og rockmusikken har aldrig været den samme siden. Siden har Dylan udgivet knap tredive studieplader, inklusive et kreativt klimaks i midten af halvfjerdserne. Sidstnævnte vil være blandt nedslagspunkterne, når der inviteres på et strejftog i Dylans enestående værk og karriere. Og så skal der naturligvis tales om livekunstneren, som har besøgt Danmark utallige gange gennem den lange karriere.
Ud over at være lidt af en Dylan-ekspert er aftenens musikformidler, Esben Strunk, musikskribent, underviser, forfatter og foredragsholder, med en lang række musikforedrag i baggagen. Han er uddannet cand.mag. i litteraturhistorie og har været tilknyttet musikmagasinet GAFFA gennem en længere årrække.
Næste omgang Rockgiganter og Mikrobryg bliver torsdag den 2. juni, hvor publikum kan drømme sig ind i discokuglens skær med en af landets mest erfarne musikjournalister, Jan Have Eriksen. Da skal det nemlig handle om den svenske gruppe ABBA. Billetterne kan allerede nu købes på billetto.dk.