“We were raised on Presley and new blue jeans, on Coca-Cola and American dreams. And that’s why we’re here today”, skråler Kim Larsen, på Gasolin’s hit “It’s all the same to an American Dane” fra 1976. Samme år drog bandet på turne i USA, med store ambitioner om at tage Amerika med storm. Men desværre gik det ikke, som de håbede på. Det amerikanske publikum var ikke imponeret, til gengæld var det danske publikum lykkelige over at have Gasolin’ hjemme i Danmark igen.
”Ingen havde på det tidspunkt gjort det Gasolin’ gjorde”, fortæller aftenens ene paneldeltager producer og musikekspert Henrik Milling. ”De satsede alt og gjorde det bare, hvilket på det tidspunkt var noget af det mest udanske, man overhovedet kunne gøre. De turde satse alt, selvom Danmark på det tidspunkt virkelig var et provinsland i Europa”.
Musikscenen fra 70’erne til i dag
Gasolin’s mislykkede USA-eventyr er stadig i dag værd at se nærmere på, vurderer Milling: ”Vi kan lære så meget af Gasolin’. De lavede de største brølere og tog alle slagene, så nutidige unge kunstnere ikke behøver at gøre det – derfor er arrangementet super relevant i dag”.
Aftenens anden deltager er sanger og sangskriver Mattias Kolstrup, der bl.a. vil fortælle om sine erfaringer med musikbranchen fra sin tid som forsanger i rockgruppen Dúné. RAGNAROCKS museumsinspektør Rasmus Rosenørn holder styr på trådene og styrer slagets gang under arrangementet.
Arrangementet bliver krydret af lækker livemusik leveret af Mattias Kolstrup.